Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Tysker vil vælte kontroversiel præsident af pinden

Når den internationale håndboldverden samles i Cairo til IHF’s ordinære kongres i december, venter et valg, der kan få afgørende betydning for sportens fremtid.

Den 81-årige Hassan Moustafa, der har været præsident for International Handball Federation (IHF) siden 2000, har bekræftet, at han stiller op til endnu en periode.

Samtidig har det tyske håndboldforbund (DHB) nomineret den 66-årige Gerd Butzeck som modkandidat. Butzeck er en erfaren leder inden for international håndbold og har gennem mange år været en central skikkelse i Forum Club Handball, der repræsenterer Europas topklubber. Hans kampagne fokuserer på øget gennemsigtighed, bedre kommunikation og global vækst af sporten.

Ifølge Handball-Planet.com mener Butzeck, at håndbold i Europa nærmer sig sit maksimale potentiale med udsolgte arenaer i blandt andet Köln og Budapest. Han peger derfor på USA, Indien og Kina som de vigtigste markeder for fremtidig vækst. Blandt hans forslag er en forenkling af reglerne for at gøre sporten mere tilgængelig for nye tilskuere, herunder en enklere regelbog og eventuelt en skudur mod passivt spil.

Butzeck har en bred erfaring som dommer, spilleragent og leder i håndboldforbund i Sovjetunionen, Hviderusland og Tyskland. Han har også bidraget til udviklingen af beachhåndbold og været involveret i store spillerhandler med navne som Talant Dujshebaev, Nikolaj Jacobsen og Henning Fritz. Han er kendt som en brobygger mellem klubber og forbund og lægger vægt på et tæt samarbejde mellem IHF og det europæiske håndboldforbund (EHF).

Hans forslag har fået betydelig opbakning i Europa, Afrika og Asien, hvor der også er stemmer, der ønsker forandring efter Moustafas lange præsidentperiode.

Kilde: Handball-Planet.com

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder