Kirstine Emilie Hoppe har været den helt store danske profil ved U20-VM i Kina, og søndag kan hun føre Danmark til VM-guld.
Den danske venstre back har leveret en turnering i absolut verdensklasse og er en af hovedårsagerne til, at Danmark er tilbage i en VM-finale for første gang siden 2016. Det skriver IHF.
Hoppe har inden finalen mod Tyskland scoret 62 mål, leveret 19 assists og ramt en scoringsprocent på 72. Dermed er hun suveræn topscorer blandt de spillere, der stadig er med i turneringen, og har et forspring på 20 mål til Tysklands Chiara Rohr.
Den udvikling er bemærkelsesværdig. Ved U18-VM for to år siden scorede Hoppe 21 mål og var blot Danmarks fjerde mest scorende spiller. Dengang ramte hun kun 44 procent af sine afslutninger.
“Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal sige. Jeg spiller bare. Jeg er bare glad for at være en del af det her hold, og at det går så godt, at vi har kvalificeret os til finalen,” siger Kirstine Emilie Hoppe til IHF.
Turneringen begyndte med syv mål mod Guinea, inden hun fulgte op med 11 mål mod Algeriet og 10 mod Kina. Senere er det blevet til 12 mål mod Tjekkiet, fem mod Montenegro og ni mod Serbien.
Semifinalen mod Spanien blev hendes hidtil største udfordring. Danmark måtte ud i forlænget spilletid, før en dramatisk sejr på 30-29 sendte holdet i finalen. Hoppe oplevede samtidig sin sværeste kamp i turneringen og missede ni afslutninger.
“Vi kiggede hinanden i øjnene og ville det virkelig. Det var meget hårdt. Det var meget fysisk, og de er et virkelig godt hold. Men vi klarede det, og nu er vi i finalen,” siger Hoppe.
Den danske årgang har været blandt verdens bedste i flere år. Holdet vandt sølv ved U18-VM i 2024 og bronze ved U19-EM sidste år. Nu er kursen sat mod endnu en medalje – og denne gang kan den blive af guld.
For Kirstine Hoppe er håndboldkarrieren begyndt lidt tilfældigt.
“Jeg begyndte faktisk, fordi faren til en af mine bedste venner tvang mig. Han manglede spillere på sit hold. Det var et meget lille hold i Danmark. Så han fik mig til at begynde, og så kom jeg til at elske sporten. Nu er jeg her.”
Til daglig spiller Hoppe i Horsens, og præstationerne ved VM har uden tvivl fået mange klubber til at spærre øjnene op.
Selv holder hun fokus på finalen.
“Det føles fantastisk. Vi kan ikke vente med at komme på banen igen.”





























