Klub-VM i Cairo endte som en markant sportslig og økonomisk maveplasker for Füchse Berlin. Det skuffende 27-30-nederlag til egyptiske Al Ahly fik for alvor alarmklokkerne til at ringe hos direktør Bob Hanning og cheftræner Nicolej Krickau, og tyskerne måtte tage til takke med en beskeden femteplads efter en 31-27-sejr over brasilianske Pinheiros.
Midt i skuffelsen bød turneringen dog på et personligt gennembrud for Aymeric Zaepfel. Den 25-årige franske bagspiller, der oprindeligt blev hentet ind som erstatning for Lasse Andersson efter dennes retur til dansk håndbold, udnyttede til fulde fraværet af Mathias Gidsel, som sad ude med et trælår. Med ti scoringer mod Burgan, syv mod Al Ahly og tre mod Pinheiros meldte franskmanden sig ind som en potent trussel i Füchse-offensiven forud for de kommende Bundesliga-kampe.
Efter slutplaceringen gjorde Zaepfel status over sin udvikling over for Sport Bild, hvor han allerede udtrykte sig på tysk:
“Da jeg ankom til Berlin, var jeg temmelig stresset og havde mange ting i hovedet. Nu, efter tre uger, går det meget bedre. Jeg kender efterhånden alle, ved hvad jeg skal gøre, og i kampene ved jeg nu også, hvad mine holdkammerater gør, og hvad jeg selv vil vise. Det er super. Holdet er fantastisk, og jeg nyder at spille her. Jeg er i god form og kan nu vise, hvad jeg kan,” forklarer bagspilleren.
Selvom de mange spilleminutter gav et personligt løft i integrationen på holdet, lægger franskmanden ikke skjul på, at Füchse Berlins samlede bundniveau ved slutrunden i Egypten var uacceptabelt:
“Det var første gang, jeg fik lov til at spille i længere perioder ad gangen. Det er nyt for mig her, og det var fedt. Men resultaterne var ikke det bedste, vi kan levere, selvom vi forsøgte alt. Mod Al Ahly var vi kun gode i korte momenter og manglede stabilitet. Det skal vi forbedre; vores laveste niveau skal stadig være højere end det, vi viste her. For mig personligt var det vigtigt at få flere minutter og spille mig sammen med holdkammeraterne, men jeg ved også, at jeg lavede fejl. Det kan gøres bedre,” lyder den ærlige dom fra Zaepfel.





























