Der bliver fuldt hus i Skive tirsdag aften, når TTH Holstebro kommer på besøg i sæsonens første lokalopgør mellem de to hold.
Skive fH er tilbage i Bambuni Herreligaen efter oprykningen fra 1. division, og starten på tilværelsen i landets bedste række har været overbevisende. Det har samtidig sikret stor interesse for mødet med TTH, hvor billetterne hurtigt blev revet væk.
Hos gæsterne er der da også stor respekt for hjemmeholdets præstationer. TTH’s assistenttræner Jacob Hessellund forventer en kamp, hvor Skive vil forsøge at sætte dagsordenen.
“Skive er kommet godt fra land i ligaen. De har spillet deres chance og leveret gode præstationer i alle deres kampe. De har været dygtige til at kontrollere kampene og få dem over på deres præmisser, så vi ved, at der venter os en svær opgave.”, siger han til klubbens hjemmeside.
Med en fyldt hal i ryggen på Skive er der lagt op til et intenst lokalbrag, når de to hold tørner sammen klokken 20.00.





























