Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Ung Aalborg-fløj står foran CL-debut mod PSG: “Jeg skal prøve at holde nerverne nede”

Onsdag aften venter Paris Saint-Germain i Aalborg, og for den unge fløjspiller Tobias Nielsen bliver det en helt særlig aften. Han står nemlig foran sin debut i Champions League – og indrømmer, at nerverne er lidt større end normalt.

Der er noget ekstra på spil for Tobias Nielsen, når Aalborg Håndbold onsdag aften løber på banen i Sparekassen Danmark Arena. Den unge fløjspiller står nemlig foran sin første optræden i EHF Champions League, når Paris Saint-Germain kommer på besøg i Aalborg.

Og selv om det normalt ikke er noget, der får nerverne til at sidde uden på tøjet hos den unge Aalborg-spiller, er der alligevel en særlig spænding forbundet med onsdagens opgør:

“Det er en kamp, man har glædet sig til. Jeg er måske lidt mere spændt, end jeg plejer at være til nogle normale kampe. Så for mig er det meget specielt,” siger Tobias Nielsen til Aalborg Håndbolds hjemmeside.

Han har allerede mærket stemningen omkring Champions League, men onsdag bliver første gang, han selv får lov til at opleve den store europæiske klubturnering fra banen. Og netop muligheden for at mærke hjemmebanen i Champions League er noget, han ser særligt frem til:

“Jeg skal jo prøve at se, om jeg kan holde nerverne lidt nede, men jeg vil jo gerne prøve det med at få lov at mærke vores egen hjemmebane, hvordan det føles at spille i Champions League. Det er en stor oplevelse for mig, og jeg glæder mig bare helt vildt til at komme i gang,” fortsætter han.

Modstanderen bliver på ingen måde en let opgave. Paris Saint-Germain er blandt de europæiske storklubber, men Aalborg har allerede mødt franskmændene i optakten til sæsonen. Her vandt nordjyderne en målrig træningskamp med 36-34.

Denne gang er der dog point på spil, og for Nielsen handler det først og fremmest om, at Aalborg skal holde fokus på egne kvaliteter.

Kampen mellem Aalborg Håndbold og Paris Saint-Germain fløjtes i gang klokken 18.45 onsdag aften i Sparekassen Danmark Arena. Kampen kan følges direkte på TV3, der sender optakt fra klokken 18.00.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder