Ungarn kommer ikke med til VM i herrehåndbold 2027.
Det har skabt stor vrede i ungarsk håndbold, efter IHF valgte at give de to wildcards til Tyrkiet og Saudi-Arabien.
Det skriver GSP.ro med henvisning til Nemzeti Sport.
Ungarn havde selv søgt om et wildcard til slutrunden i Tyskland, men blev forbigået. Det samme gjorde en række andre nationer, for ifølge IHF var der 13 ansøgninger til de to ledige pladser.
Beslutningen har fået Ferenc Ilyes, præsident for det ungarske håndboldforbund, til at reagere kraftigt.
Han mener ikke, at afgørelsen er truffet på et sportsligt grundlag.
“Vi er naturligvis meget skuffede over IHF’s beslutning, selv om retten til at deltage ved VM først og fremmest burde være vundet på banen, hvilket vi ikke formåede. Desværre er det tydeligt, at det ikke var en beslutning baseret på sportslige kriterier,” siger Ferenc Ilyes ifølge Nemzeti Sport.
Tyrkiet får dermed VM-debut, selv om holdet tabte den afgørende kvalifikationskamp mod Norge. Forinden havde tyrkerne slået Rumænien i playoff-semifinalen.
Netop det er med til at forstærke frustrationen i Ungarn.
Ferenc Ilyes peger på, at Ungarn sportsligt set havde en stærk sag, hvis IHF havde vurderet wildcards ud fra resultater.
“Hvis vi blot ser på det faktum, at det ungarske herrelandshold blandt de hold, der ikke kvalificerede sig på banen, har opnået den bedste placering ved de seneste tre VM-slutrunder, de seneste to EM-slutrunder og ved OL i Paris, havde vi grund til at håbe på, at vi kunne være blevet favoriseret, hvis der var tale om en faglig beslutning,” siger han.
Ungarn er også utilfreds med processen.
Ifølge Ilyes havde det ungarske forbund løbende kontakt med IHF i ugerne op til afgørelsen, men fik alligevel først besked om beslutningen via IHF’s hjemmeside.
“Desværre har IHF ikke et kriteriesystem for tildeling af wildcards, og det ungarske håndboldforbund, selv om det konstant holdt kontakt med organisationen i de seneste uger, fandt også først ud af beslutningen på IHF’s hjemmeside,” siger Ferenc Ilyes.
IHF begrunder tildelingen med hensyn til håndboldens globale udvikling, synlighed og vækst. Tyrkiets deltagelse ventes ifølge forbundet at skabe stor interesse i Tyskland, hvor der bor omkring 3,5 millioner mennesker med tyrkiske rødder.
Saudi-Arabien bliver samtidig fremhævet som en af de asiatiske nationer i udvikling.
Men i Ungarn falder forklaringen ikke i god jord.
Forbundet mener selv, at det også har bidraget markant til håndboldens internationale udvikling gennem afholdelse af store turneringer og samarbejder på tværs af kontinenter.
Nu må Ungarn i stedet rette blikket mod EM-kvalifikationen til 2028 og forsøge at holde liv i vejen mod OL-kvalifikation.
VM-lodtrækningen finder sted onsdag 10. juni klokken 18.00 i München.




























