Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Usædvanligt CL-brag på en lørdag

Pick Szeged har fået dispensation fra EHF til at spille Champions League lørdag mod Sporting CP for at fejre klubbens 30-års jubilæum i turneringen.

Normalt er herrernes EHF Champions League forbeholdt onsdage og torsdage, men denne lørdag er en undtagelse. Det ungarske storhold OTP Bank-Pick Szeged tager imod portugisiske Sporting CP i et usædvanligt lørdagsopgør på allerhøjeste europæiske niveau.

Kampen er kommet i stand, efter at Szeged fik en særlig dispensation fra EHF til at afvikle en storstilet jubilæumsbegivenhed – en såkaldt “blå nat”. Anledningen er historisk: Det er tæt på præcis 30 år siden, at den ungarske traditionsklub spillede sin allerførste kamp i Champions League den 12. oktober 1996.

Begivenheden markeres i hele byen med flag, fanzone, foodtrucks og et stort åbningsshow i arenaen forud for kampen.

“Det er selvfølgelig en helt særlig følelse. Szeged er en klub med en lang historie og en markant magtfaktor i europæisk håndbold, og jeg er meget stolt af at være en del af det,” siger Szegeds svenske cheftræner Michael Apelgren.

Ud over den historiske ramme er der enorme point på spil i gruppen. Sporting ankommer ubesejret, mens ungarerne med en sejr kan hægte sig på portugiserne og GOG i toppen. Apelgren har da også stor respekt for gæsterne – ikke mindst de portugisiske Costa-brødre, Francisco og Martim:

“Jeg forventer en kamp med mange ekstremt talentfulde spillere. Costa-brødrenes præstationer er helt specielle, og vi skal lægge et ekstra lag på for at stoppe dem. Det vigtigste bliver at spille med hjertet og stå sammen med fansene i arenaen,” lyder det fra Apelgren.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder