Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Uvis fremtid i Füchse Berlin: Klubikon afventer samtaler

Fabian Wiedes kontrakt i Füchse Berlin udløber til sommer i hård konkurrence med Mathias Gidsel og Dika Mem.

Efter et helt års skadespause er 32-årige Fabian Wiede endelig vendt tilbage til håndboldbanen for Füchse Berlin. Men knap er comebacket en realitet, før næste store spørgsmål melder sig: Højrebackens kontrakt udløber nemlig efter denne sæson.

Konkurrencen på positionen bliver samtidig benhård. Udover verdensstjernen Mathias Gidsel forstærker Füchse Berlin sig til sommer med selveste Dika Mem, hvilket presser spilletiden yderligere.

Hovedpersonen selv tager dog situationen med ro, mens han arbejder på at ramme sit topniveau.

I et interview med rbb24 åbner Fabian Wiede op om overvejelserne og lysten til at fortsætte på topplan:

“Jeg har stadig ilden i mig til at sige: De næste fire-fem år vil jeg stadig spille håndbold, hvis kroppen holder til det.”

Wiede har tilbragt hele sin seniorkarriere i Berlin-klubben og lægger ikke skjul på sit ønske om at blive, men erkender også, at parterne skal finde hinanden ved forhandlingsbordet:

“Naturligvis må man se på, hvilke forestillinger klubben har om, hvordan det skal fortsætte. Ligeledes har jeg mine egne forestillinger. Vi må se, hvordan alt udvikler sig i de kommende uger, og om vi kan finde en fællesnævner. Men jeg har i hvert fald lyst til at fortsætte her.”

De kommende uger bliver afgørende for, om klubikonet kan nå til enighed med Füchse-ledelsen, eller om fremtiden ligger et andet sted.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder