Live – Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Vanvittig spillestil: Er han den nye Mathias Gidsel?

Han spiller med et eksplosivt første skridt, et mod der sjældent ses hos så unge profiler og en evne til at skabe noget ud af ingenting, når tempoet bliver sat helt op.

Når GOG-backen, Hjalte Lykke, først får fart i benene og bolden i hænderne, ligner det ofte en spiller, der ikke tænker i begrænsninger men i muligheder. Det er netop den kompromisløse spillestil, der har fået flere til at drage paralleller til en af verdens absolut største stjerner: Mathias Gidsel.

Og sammenligningen er efterhånden ikke til at komme udenom, når man taler om GOG’s unge profil. Det er en kommentar, han har hørt før, og som han både tager som ros og som en påmindelse om, hvor højt niveauet egentlig ligger i international topklasse.

– Ja, en del gange, siger Hjalte Lykke til HBOLD.dk.

Selvom Lykke ikke selv forsøger at sælge fortællingen om, at han er “den nye Gidsel”, lægger han heller ikke skjul på, at det er en sammenligning, der varmer. Men han er samtidig meget bevidst om, hvor unikt det er, det Gidsel præsterer uge efter uge.

– Åh ja, altså et vanvittigt stort kompliment, som jeg selvfølgelig altid vil tage til mig og sige stort tak til, men også det Mathias Gidsel gør og har gjort de sidste år, det vil jeg ikke, i hvert fald efter min mening, sige, at der er mange andre, kan, og faktisk nærmest ikke er i nærheden af.

Lykke peger på, at der er en grund til, at Gidsel har cementeret sig som en af sportens største profiler. Ikke kun i Danmark, men i hele håndboldverdenen.

Og netop derfor føler han også, at det næsten er umuligt at blive målt op imod ham.

– Og vel også derfor, at han er blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller to år i streg nu. Så helt vildt privilegeret over at de selvfølgelig sammenligner mig med ham, men lige nu er der sgu ikke nogen, der er nærmer sig, undskyld jeg bander, Mathias Gidsel. Men forhåbentlig kan jeg bare blive halvt så god som ham.

Sammenligningen kommer ikke ud af ingenting. For Lykke er selv en type, der elsker at udfordre forsvar, gå direkte på mål og spille med en fandenivoldsk energi. Han indrømmer også gerne, at han ser meget håndbold og lader sig inspirere af de bedste, når han har mulighed for det.

– Nu ser jeg meget håndbold, og som du selv siger, så er der nogen, der sammenligner mig med Mathias Gidsel. Og ja, vi har også meget på samme spilstil, og når jeg ser Füchse spille enten i Champions League eller i Bundesliga, så kan man da godt få nogle fif fremme ude for hans spilstil.

Men selvom han gerne studerer detaljer og bevægelser, er der stadig en erkendelse af, at man ikke bare kopierer en spiller som Gidsel. Der er ting, der virker nemme, når man ser dem på tv, men som er næsten umulige at udføre i virkeligheden.

– Men nogle gange er det også nemmere sagt end gjort, da han jo netop er så god, og jo nærmest kan det hele på en håndboldbane. Så ja, nogle gange nemmere sagt end gjort, men man prøver da at tage lidt fra alle spillere, også selvom det ikke er venstrehånden.

I januar har der naturligvis også været rigeligt at kigge på, da det danske landshold endnu en gang viste styrke på den store scene. Men ifølge Lykke er fascinationen ikke rettet mod én enkelt stjerne. Det er helheden, der imponerer ham.

– Det er ikke fordi, jeg kigger på Gidsel som ene person. Jeg beundrer egentlig alle fra det landshold, og synes, det er så vildt, at de hver slutrunde kan gøre det igen og igen og igen, og vise så meget overskud på en eller anden måde, selvom det var en af de svære slutrunder for dem.

– Men stadigvæk sidder jeg hjemme i sofaen og tænker, Shit mand, at de kan holde til det her, og de kan holde til det pres, som så mange sætter på dem. Det synes jeg er vildt, og det synes jeg bare er helt vildt sejt faktisk, slutter Hjalte Lykke.

Om Hjalte Lykke nogensinde når samme højder som Mathias Gidsel, er der ingen, der kan spå om allerede nu. Men sammenligningen er ikke opstået tilfældigt. For med sin frygtløse tilgang, sin fart og sin evne til at sætte modstanderne på prøve igen og igen, har GOG-backen allerede vist, at han besidder noget af det, som kendetegner de helt store profiler.

Og selvom han selv er ydmyg i forhold til, hvor han står lige nu, er det tydeligt, at ambitionerne og inspirationen lever i ham. For hvis Hjalte Lykke fortsætter sin udvikling og samtidig holder fast i den spillestil, der allerede får folk til at spærre øjnene op, kan han meget vel blive en spiller, der i fremtiden ikke kun bliver sammenlignet med de bedste – men også selv ender blandt dem.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder