JYSKE BANK BOXEN (HERNING, HBOLD.DK): Ny søndag, ny finale, ny guldmedaljer – samme arena!
Søndag var han med til at spille Aalborg til en knusende 34-24-sejr over TMS Ringsted i pokalfinalen, og efter slutfløjtet strålede han nærmest, da han satte ord på at være tilbage i hallen, hvor han for kort tid siden stod med landsholdets guldmedalje om halsen.
– “Det tænder sindssygt meget. Først og fremmest var jeg sindssygt glad for, at jeg nåede at blive en del af EM. Jeg har jo rigtig mange gode minder herfra. Jeg nåede lige at komme, og så lige vinde guld, og så hjem igen, og så skulle vi heldigvis spille her igen,” siger Thomas Arnoldsen til HBOLD.dk.
Og netop følelsen af at spille de største kampe på de største scener er noget, der betyder alt for den unge Aalborg-profil.
– “Så jeg synes jo bare, at det er jo det her, vi lever og ånder at spille håndbold for. Det er at spille de her kampe og spille finaler. I starten af januar var det en landsholdstrøje, nu var det en Aalborg-trøje med 4.000 på lægterne. Det var bare fantastisk,” lød det.
Finalen blev reelt afgjort allerede i første halvleg, hvor Aalborg med stor fart, fysik og kynisme løb fra Ringsted og gik til pause foran med hele 11 mål.
Arnoldsen pegede efter kampen på, at Aalborg ramte et meget højt niveau fra start – og at målmand Niklas Landin (eller Niklas i målet) blev en afgørende faktor i, at nordjyderne kunne straffe Ringsted på kontra.
– “Det er en vanvittig fed kamp. Der var jo stort set fyldt på lægterne: Hvad var der? 9.000-10.000 tilskuere. Jeg synes jo i første halvleg, at vi har spillet rigtig godt. Niklas har mange redninger, og gør at vi kan løbe meget kontra. Gør at vi kan udbygge en stor føring,” sagde Arnoldsen.
Selvom kampen i store perioder lignede en ren Aalborg-opvisning, så fik Ringsted en kort periode i starten af anden halvleg, hvor de viste livstegn.
Men ifølge Arnoldsen var det netop noget, Aalborg havde talt om i pausen: at få lukket kampen hurtigt og ikke give modstanderen håb.
– “Og så er det jo nok sådan typisk, når man fører så stort, at man snakker om i omklædningen, at nu skal vi komme ud og gøre det færdigt, fordi det er de første fem minutter, hvor hvis vi lige strammer lidt, så giver de måske lidt op,” forklarede han.
Han sendte samtidig ros i retning af Ringsted for at komme ud med energi efter pausen.
– “Men ros til Ringsted, de kommer ud godt til anden halvleg og gør, at de måske lige får lidt tro på tingene, men vi fik heldigvis lukkede det hurtigt, og ja, det var jo en sikker sejr, kunne man sige,” sagde han.
Med en pauseføring på 11 mål var pokalfinalen i praksis tæt på afgjort, men Arnoldsen understregede, at Aalborg har en kultur, hvor man ikke slipper speederen – heller ikke når kampen ser lukket ud.
– “Nå, men det var det, vi italesatte ude i halvlegen, at vi skulle blive ved. Vi får tit at vide, at når vi får en med 11, så skal vi vende med 12, og når vi får en med 12, så skal vi vende med 13,” sagde han.
Samtidig erkendte han også, at det er lettere sagt end gjort at holde intensiteten på maksimum i 60 minutter, når man fører så stort.
– “Det er selvfølgelig det, vi prøvede at italesætte, og vi snakkede om, at vi skulle blive ved med at holde vores flow i det hele. Men jeg vil heller ikke stå her og lyve, at det er også svært, når man er så stort foran. Så falder intensiteten måske lige en lille smule, og koncentrationen,” sagde Arnoldsen og fortsatte:
– “Men det skal man jo være god til. En kamp den varer 60 minutter. Men jeg er jo bare glad for, at vi havde den store føring, så der aldrig rigtig kom spænding i anden halvleg.”
For Thomas Arnoldsen blev pokalfinalen endnu en gylden milepæl i en januar, der næsten ikke kunne være skrevet bedre. EM-guld med Danmark. Pokalguld med Aalborg. Og igen stod han midt i Jyske Bank Boxen med et smil, der signalerede én ting: Han er skabt til finaler i Jyske Bank Boxen!





























