Tæt på: Mathias Gidsel sender landstrænerens rekord i fare
Efter bare otte minutter havde Mathias Gidsel plaffet fem mål i kassen og 10 i alt efter første halvleg. Landstræneren scoringsrekord blev sat et år inden, Gidsel blev født …
SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Hvornår er det nogensinde sket, at en dansk landsholdsspiller efter bare otte minutter har tyret fem bolde i kassen - i øvrigt på fem forsøg?
Svaret skal du formentlig gruble længe over at finde, hvis du overhovedet kan finde det.
Det skulle da lige være landstræner Nikolaj Jacobsen, der ved en landskamp i 1998 lavede 15 kasser i én kamp.
Onsdag aften kan man vist roligt sige, at den tidligere venstre fløjs flotte scoringsrekord kom i fare, da Mathias Gidsel efter ganske kort tid stod noteret for fem mål - og altså ”bare” manglede 11 for at slå den.
Nu mangler han bare seks.
- Så er det jo godt, at landstræneren bare kan skifte ham ud, hvis han kommer for tæt på rekorden. Spøg til side - det er helt vildt, hvad Mathias Gidsel har gang i. Der er jo ingen, der kan stoppe ham, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk.
- Er du tosset, hvor er vi blevet forkælet med håndbold på øverste hylde her mod Argentina. Det bliver ikke større. Det bliver ikke bedre. Det er det danske herrelandshold, når det er bedst. Så er jeg med på, at der har været lidt koncentrationssvigt hist og her, men det tager vi altså med.
- Det er en kamp, der skal overstås uden skader, skavanker eller andet, der kan give landstræneren hovedpine.
Danmark fører 19-13 efter et missil fra Pytlick i sidste sekund, hvor han fra midterlinjen sender den direkte op i krydset - det er noget håndboldpublikummet i Paris kan li' - og os andre for den sags skyld.