Den danske landsholdsmålvogter Emil Nielsen kan være på vej mod et opsigtsvækkende chokskifte væk fra Ungarn allerede i sommeren 2027.
Ifølge den velinformerede Instagram-profil ‘Rygtebørs’ er den danske stjernekeeper i konkrete forhandlinger med Bundesliga-storklubben SG Flensburg-Handewitt. Det sker på trods af, at Nielsen først i sommer skiftede fra FC Barcelona til One Veszprém på en aftale, der løber helt frem til sommeren 2029.
Baggrunden for det mulige lyn-exit skyldes ifølge det ungarske medie Blikk økonomiske ændringer i Ungarn. Landets nye regering har besluttet at ændre skattereglerne fra januar næste år, hvilket vil sløjfe de hidtidige særligt fordelagtige skatteordninger for professionelle sportsstjerner.
Veszpréms direktør, József Éles, har allerede bekræftet, at de nye skatteregler får mærkbare konsekvenser for storklubbens økonomiske råderum, og det kan nu bane vejen for, at Emil Nielsen rykker til Bundesligaen og Flensburg-Handewitt før tid.





























