Lørdag aften klokken 20.00 danner Schwalbe-Arena rammen om et helt særligt familieopgør i den tyske Bundesliga, når VfL Gummersbach tager imod MT Melsungen.
I centrum står de to spanske stjernebrødre Dani og Alex Dujshebaev, som i sommer valgte at forlade polske Industria Kielce efter mange år sammen for at søge nye udfordringer i Tyskland.
Hvor 29-årige Dani Dujshebaev allerede har sat et markant aftryk på Melsungens bagkæde, kan opgøret markere ligadebut for storebror Alex Dujshebaev. Den 33-årige højre back har misset Gummersbachs første to optrædener på grund af muskelproblemer, men meldes nu tæt på kampklar til det prestigefyldte brodermøde.
“Alex er i angrebet en af verdens bedste spillere,” lyder den uforbeholdne ros fra Dani Dujshebaev om sin fire år ældre bror forud for lørdagens kamp.
På tribunen overværes opgøret af en prominent tilskuer. Faderen Talant Dujshebaev – legendarisk spilstyrer og nuværende fransk landstræner, som trænede sine sønner i Kielce gennem næsten et årti – har meldt sin ankomst for at overvære sønnernes duel i egen høje person.
Hos værterne må cheftræner Guðjón Valur Sigurðsson fortsat se bort fra den knæskadede landsholdsspiller Tom Kiesler, mens Melsungens spanske træner Roberto Garcia Parrondo har stort fokus på at dæmme op for Gummersbachs skytte Miro Schluroff.
“Vi må tænke os grundigt om i forhold til, hvordan vi indretter vores forsvar,” slår Melsungen-træneren fast om modstandernes skytter.
Også den tidligere Melsungen-fløj og nuværende Barcelona-profil Ian Barrufet, der kender begge brødre indgående fra det spanske landshold, følger kampen med spænding.
“Begge er spillere i verdensklasse, som man gerne vil have på sit hold. Dani passer godt ind i Melsungens system, han kan hjælpe MT rigtig meget. Og Alex er en topmand på et godt mandskab. Jeg håber, at MT vinder, men jeg krydser fingre for begge drenge,” siger Ian Barrufet til HNA.
Det er blot anden gang i karrieren, at brødrene står over for hinanden på en håndboldbane, efter de i sæsonen 2017/18 mødtes i Champions League under Danis lejeophold i slovenske Celje.
Transfernyt: Dansk landsholdsspiller skal danne giftig duo med spansk landsholdsspiller
Daniel Dujshebaev skiftede denne sommer fra Kielce til Melsungen, mens storebror Alex tog til Gummersbach. Nu kan de to spanske verdensstjerner stå over for hinanden allerede få kampe inde i Bundesliga-sæsonen.
Svækket Gummersbach uden stjerneduo: Måtte strække våben mod mestrene
Alex Dujshebaev missede Gummersbachs sæsonpremiere mod Magdeburg med muskelproblemer. Nu nærmer stjernen sig sin Bundesliga-debut – potentielt direkte mod sin egen bror.
Sådan gjorde Aaron Mensing det i Bundesliga-opgør med stor målmandsopvisning
Daniel Dujshebaev viste allerede sit niveau i Melsungens seneste sejr med tre mål, to assists og en bolderobring. Nu venter en helt særlig duel mod bror Alex og Gummersbach.




























