Jeppe Villumsen var egentlig på vej mod et karrierestop, men sådan ender det ikke.
Team Sydhavsøerne kan nu glæde sig over, at den rutinerede forsvarsspiller fortsætter i klubben i minimum endnu en sæson.
Villumsen kom til TSØ forud for den seneste sæson og har på kort tid sat et tydeligt aftryk på holdet. Med sin fysik, rutine og defensive styrke er han blevet en vigtig brik i den røde trøje, og derfor har klubben arbejdet hårdt for at få ham til at tage en sæson mere.
“Jeppe har på imponerende kort tid vist, hvor vigtig en spiller han er for vores hold. Han tilfører rutine, stabilitet og en vindermentalitet, som smitter af på hele truppen. Desuden går han forrest, når det gælder oplæring af de unge, som han er forbilledlig til at uddanne. Derfor er vi naturligvis meget glade for, at han har valgt at fortsætte,” siger sportschef Morten Juul til klubbens Facebook-side.
Egentlig havde Jeppe Villumsen gjort sig klar til at stoppe. En travl hverdag og ønsket om mere tid uden for håndbolden havde fået ham til at overveje, om karrieren skulle rundes af.
Men glæden ved spillet og fællesskabet i Team Sydhavsøerne blev afgørende. Ifølge klubben blev der lagt et massivt pres på Villumsen fra både sportschef, trænere og holdkammerater for at få ham til at tage endnu en sæson.
“Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at det var tid til at stoppe. Hverdagen er travl, og der er mange ting, som også kræver opmærksomhed uden for håndbolden. Men jeg har været utrolig glad for min tid i TSØ, og jeg kunne mærke, at lysten til at spille stadig var der. Derfor glæder jeg mig til endnu en sæson sammen med holdkammeraterne og klubben,” siger Jeppe Villumsen.





























