Onsdagens nervepirrende Champions League-opgør mellem Aalborg Håndbold og HC Zagreb (34-33) bød på grimme scener, da den tyske landsholdsstjerne Juri Knorr blev offer for en decideret svinestreg.
Episoden fandt sted i det 46. minut ved stillingen 26-22 til nordjyderne i Sparekassen Danmark Arena. Knorr forsøgte et gennembrud mellem Petar Topic og Jovica Nikolic, hvorefter det slog fuldstændig klik for serbiske Nikolic.
Tv-billeder fra streamingtjenesten Dyn dokumenterer, hvordan Nikolic først forsøgte at ramme Knorr med knæet i skridtet, hvorefter han resolut sparkede ud med venstre fod og plantede et direkte spark i de ædlere dele på tyskeren.
Knorr faldt straks omkuld i store smerter, hvilket udløste voldsomt klammeri og masseslagsmål mellem spillerne på banen. Efter et videogennemsyn var der ingen tvivl hos det hollandske dommerpar, som stak Nikolic et direkte rødt kort – Zagreb-spillerens anden udvisning af den kaliber i kampen, efter at Stanislau Sadouski tidligere var blevet smidt ud for en hård luftduel mod Thomas Arnoldsen.
Knorr kom sig dog over chokket, blev på banen og svarede prompte igen få sekunder senere med en genial assist bag ryggen til Felix Möller.





























