Søndag eftermiddag venter sæsonens første hjemmekamp i Sparekassen Thy Arena | Mors for Mors-Thy Håndbold, når sidste sæsons bronzevindere fra GOG kommer på besøg.
For Oliver Wosniak bliver det samtidig en særlig kamp, da han for første gang skal spille en hjemmekamp i den nye arena. Det fortæller han i et interview på Mors-Thy Håndbolds officielle hjemmeside.
“GOG har vist fra sæsonens start, at de er dygtige. De har fået nogle gode signings ind i Andreas Maagaard, Steven Plucnar, Manuel Zehnder og Kevin Møller, og det er et hold, som er blevet bedre end sidste år,” siger Wosniak til klubbens hjemmeside.
Mors-Thy-profilen fremhæver især GOG’s kontraspil og de mange stærke duelspillere, som søndagens modstander råder over.
“De løber stadig en god kontra, og jeg håber, at vi får vores returløb rettet til, og så synes jeg egentligt bare, at vi skal byde dem op til dans i forhold til kontraspillet, som vi også er kendt for. Ligeledes er det to hold med mange stærke duelspillere, så den del skal vi også være klar på,” siger han.
Og Wosniak håber samtidig, at hjemmebanepublikummet kan spille en vigtig rolle.
“Jeg glæder mig helt sindssygt til at spille den første hjemmekamp i Arenaen, hvilket jeg endnu har til gode. Vi skal have hele hallen med os – jeg synes, at vores publikum er virkelig gode til at hjælpe os. Det bliver en svær opgave for os, men jeg håber virkelig, at det også bliver en svær opgave for GOG,” lyder det fra Oliver Wosniak.





























