Aalborg Håndbold led sæsonens første nederlag søndag aften, da de tabte med 35-34 til Mors-Thy, og det var også et lidt amputeret Aalborg-hold, der stillede op til kamp.
Her måtte de nemlig undvære profiler som Niklas Landin, Henrik Møllgaard, Lukas Nilsson og Thomas Arnoldsen. For sidstnævntes vedkommende blev han skadet i kampen mod Fredericia forrige weekend, som Aalborg vandt med 32-26.
Derfor var Arnoldsen heller ikke med, da Aalborg spillede mod Mors-Thy søndag aften, og efter kampen kunne han fortælle til TV2 Sport, at det ikke går så godt med hans ankel, som de havde håbet på.
Arnoldsen siger videre, at han ikke ved, hvornår han kan spille igen, men at den første melding var omkring to-tre uger.





























