Skive fH afventer fortsat den endelige melding om Nikolaj Haagen Pytlicks knæskade, men klubben er allerede begyndt at forholde sig til, hvad konsekvenserne kan blive.
Hvis undersøgelserne bekræfter frygten om en længere pause, kan den nyoprykkede ligaklub blive nødt til at kigge efter en forstærkning. Truppen er i forvejen ramt af fravær, og endnu en langtidsskadet spiller vil gøre mulighederne markant færre – særligt på bagkæden.
Cheftræner Benjamin Batsberg lægger da heller ikke skjul på, at klubben holder øje med mulighederne, selvom markedet på nuværende tidspunkt ikke bugner af ledige spillere.
“Det er klart, at hvis Haagen er ude, så begynder vi at se en lille smule smalle ud med højrehåndede bagspillere. Så det kan godt være, at vi begynder at undersøge markedet for, hvad der er nu.”, siger Benjamin Batsberg til Skive Folkeblad.
Samtidig erkender Skive-træneren, at det kan blive en vanskelig opgave at finde den rette spiller, da de fleste trupper allerede er på plads. Derfor afhænger de næste skridt i høj grad af den melding, klubben får om Haagen Pytlicks knæ i de kommende dage.



























