LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Anja Andersen

Råb, skældsord, fagter og fingeren til dommeren. Anja Andersen er kendt for mange negative ting, men også for de helt utrolige ting hun kunne lave på en håndboldbane. Hun havde en fantasi og en spilforståelse som ingen andre, hvilket gjorde hende fuldstændig enestående som både spiller og træner. Men hvem er hun, hvor kommer hun fra, og hvad laver hun i dag? Læs det hele her.

Fakta

Fulde navn: Anja Jul Andersen
Født: 15. februar 1969 i Odense
Højde: 178 cm
Vægt: 70 kg
Foretrukne hånd: Højre
Position: Playmaker
Bopæl: Odense
Parter: Ingen
Børn: Ingen
Beskæftigelse: Ukendt

Anja Andersen barndom

15. februar 1969 blev Anja Andersen født. Hun voksede op med sin far, Keld og sin mor, Vivi, som begge spillede håndbold. Desuden havde hun en to år ældre søster, Mia, og to år yngre bror, Mark. De spillede også begge håndbold, men gjorde det dog aldrig til en karriere. Håndbold gennemstrømmede altså familien gennem Andersens barndom, og da hun var 10 år gammel, flyttede familien fra Fyn til Nordjylland, da forældrene begge havde fået job i den lokale hal i Arden.

Her boede de i en lille lejlighed lige op af hallen. Dette var til stor glæde for hele familien, men især for Anja, der elskede at kunne gå i hallen og bruge håndbolden som et tilflugtssted fra alle de problemer, der kunne være derhjemme. Keld Andersen var en streng mand, der havde en klar holdning til, hvordan tingene skulle gøres. Det passede ikke altid lille Anja, der syntes det var dybt uretfærdigt når hun eller hendes søskende fik skæld ud. Det var aldrig godt nok.

Anja Andersen mandsopdækket

Heldigvis kunne Andersen gå ind i hallen og lade fantasien flyve frit med en håndbold i hånden. Hun fandt på nye skyd- og fintevarianter, og øvede dem til hun ikke kunne mere. Lige så godt kig det dog ikke når hun var til holdtræning. I starten havde hun sin mor som træner, og hun fik implementeret sin datter på holdet, selvom hun ikke var som alle andre.

Hun var dygtigere og blev tit mandsopdækket. Hun var heller ikke en favorit blandt de andre forældre, men Vivi Andersen holdt det under kontrol. Da de fik ny træner, gik den dog ikke længere. Anja kunne ikke klare at tabe, og hun følte ofte at alle var imod hende – træner, dommer og holdkammeraternes forældre. Hun valgte derfor at stoppe til håndbold.

I stedet startede hun til badminton, hvor der ikke var et hold og andres forældre at stå til regning for. Hun blev dygtig og begyndte hurtigt at træne med seniorerne. Da hendes mor igen bliver tilbudt en post som træner i håndboldklubben, begynder Andersen igen. Hun kan dog ikke både spille badminton og håndbold, og står nu overfor et valgt. Moren siger badminton, men faren siger håndbold. Hun kan mærke, at det gør hendes far glad, at hun spiller håndbold, og det bliver derfor dét, valget falder på. Heldigvis.

Andersen skole 

I skolen er Anja knap så dygtig. Karaktererne er lave, og hun kan ikke lide, når lærerne skælder ud. Hun skifter til en kristen privatskole, hvor tingene vender for hende. Hun har en drøm om at være dyrelæge – og blive verdens bedste håndboldspiller – og karakterne er derfor vigtige. Anja Andersen beslutter sig også for at starte i gymnasiet i Nørre Sundby, men dropper ud i 2.g for at jagte håndbolddrømmen.

Hun spillede på dette tidspunkt senior i Aalborg KFUM, men flytter til Ikast fS, hvor de satser stort på damehåndbolden. Hun starter desuden på en HF, men det er håndbolden på klubplan og på ungdomslandsholdet, der fylder klart mest. Hun er en stor stjerne på holdet, men på et tidspunkt i løbet af hendes anden sæson bliver hun skadet i albuen. Hun bliver kaldt til et møde, hvor hun får at vide, at hun skal tage med til kamp alligevel og spille, hvis det bliver nødvendigt. Det vil hun dog ikke, da hun ved, at hun har for ondt. Det ender med, at hun bliver smidt ud af klubben.

Anja Andersen og Ulrik Wilbek

Ulrik Wilbek, som er Andersens træner på ungdomslandsholdet, er ved at starte et damehold op i Viborg, og får hende til at starte derude, da det er slut i Ikast. Hun spiller sæsonen færdig der, men Wilbeks rammer og regler bliver for meget for hende. Hun bliver mere og mere frustreret, skælder ud på dommere og medspillere, og spiller mere og mere egoistisk. Det ender med at spillerene går til ledelsen og meddeler, at de ikke vil spille videre med Anja  på holdet, og hun bliver derfor smidt ud af en klub for anden gang.

Hun får sin studentereksamen i sommer 1989, men karaktererne rækker ikke til universitet. Ingen klubber i Danmark vil have hende, og i stedet rejser hun til udlandet for at spille håndbold. Anja Andersen tager til Bækkelaget i Norge, hvor hun spiller i 4 år. Hun når at bringe holdet fra bunden af tabellen til at blive norsk mester, før hun i 1993 tager til TuS Walle Bremen i Tyskland. Her spiller hun tre sæsoner, og bliver tysk mester i alle tre. Hun tager herefter tilbage til Bækkelaget, hvor hun først vinder pokalturneringen og Europa Cup’en i 1998 og det norske mesterskab i 1999.

Karrieren stopper dog i dette år, da Andersen er 29 år gammel, da hun falder om med et hjertetilfælde midt i en kamp for Bækkelaget. Hun får indopereret en ICD-pacemaker og må stoppe med at spille håndbold. Det er samme form for hjertestarter, som fodboldspiller Christian Eriksen, skal have indopereret i skrivende stund. 

Anja Andersen trænerkarriere

Meget overaskende fortsatte Andersen som træner efter sit karrierestop. Hun blev træner på et damehold i Slagelse, der lå langt nede i rækkerne. Men Andersen havde et talent som træner, som ingen havde forudset. Hun får holdet op i den bedste danske række, og de bliver for første gang dansk mester i 2003. Slagelse Dream Team er kendt i hele landet, og samme år vinder de EHF Cup’en. Den næste sæson, skal de spille Champions League, som de også vinder. Holdet vinder DM igen i 2005 og 2007 og Champions League i 2006 og 2007.

Temperamenten forblev dog, selvom hun nu var træner, og det er blevet til fleres historiske ”flip”. Hun fik blandt andet hele holdet til at forlade banen i en TV-kamp mod Aalborg i 2006, da hun mente dommerne blev for uretfærdige. Fra 2008-2010 var hun træner for storsatsende FCK, men det blev aldrig til den samme succes som i Slagelse, selvom Andersen havde taget 7 hovedsponsorer og 8 spillere med fra Slagelse DT. Efter tiden i FCK havde hun flere kortvarige trænerjobs, men har ikke været en del af håndboldverden siden 2015. For en kort periode i 2006 var hun også træner for Serbien-Montenegro.

Anja Andersen landsholdskarriere

Hun får sin debut på A-landsholdet i 1991, da hun var 22 år. Der var ellers lagt op til debut i en langt yngre alder, og hun blev udtager af landstræneren Ole Eliasen, da hun spillede i Viborg. Da hun blev smidt ud af klubben, og problemerne kom frem i offentligheden, meddelte Eliasen, at hun ikke kunne være på landsholdet, når hun ikke spillede i en klub. Han slog fast, at hun aldrig ville komme på landsholdet, mens han var træner, da hun ikke var en holdspiller. Da Ulrik Wilbek blev landstræner, fik hun dog chancen igen. Han meddelte hende, at hvis hun kunne blive i en klub i en hel sæson, så kunne hun komme på landsholdet. Og det gjorde hun.

Anja Andersen VM

Anja Andersen kom til sin første slutrunde ved VM i Norge i 1993, hvor holdet fik sølv. Skuffelsen var stor hos Andersen, men i året efter fik hun en guldmedalje med hjem fra EM. Til VM i 1995 blev det til bronze, og Anja var tørstig efter guld til OL i 1996. Det blev det da også til, og Anja Andersen lavede 9 mål i semifinalen og 11 mål i finalen. EM i 1996 gav endnu en guldmedalje og ligeledes til VM i 1997. Samme år blev hun kåret til verdens bedste håndboldspiller.

I al sin tid på landsholdet, havde hun Ulrik Wilbek som landstræner. Det kunne både være helt fantastisk og helt forfærdeligt. De to havde meget forskelligt syn på håndbold, og det slog ofte gnister mellem dem. Det endte dog altid godt, og de sluttede af som gode venner. Hun spiller sin sidste landskamp d. 2. juli 1998. Det blev hendes kamp nr. 133 og hun nåede at lave 725 mål.

Anja Andersen privatliv

I dag er det uvist hvad Andersen beskæftiger sig. Eftersigende skulle hun bo i Odense, hvor hun arbejder i Føtex, men der florerer også andre historier. Hun flyttede til Odense i 2007 sammen med kæresten Mette Melgaard, som hun havde været sammen med siden 2002. Hun faldt dog for tyske Maren Baumbach, og fandt i stedet sammen med hende i 2009. Forholdet varede dog ikke ved. Andersen har desuden været sammen med den danske landsholdsstjerne Camilla Andersen i et halvt år, som hun også forlod for tysk kærlighed.

I dag lever hun alene og har ingen børn. Hun fandt nemlig ud af, at hun havde svært ved at blive gravid, og at det i så fald ville kræve hormonbehandling, hvilket hun ikke ville udsætte sin krop for. Hun har i dag tilgivet sin far for sin barndom, og var der også for ham gennem hans forløb med kræft. 

Mest læste nyheder om Anja Andersen

Tre legendariske danske håndboldspillere
Anja Andersen smider bombe: “Vil være landstræner”

Andre portrætter

Trine Nielsen
Nikolaj Øris
Mikkel Hansen
Mads Mensah

Videoer

Se sammenklip af de vildelse Anja Andersen-scoringer her:

 


Se skandalen hvor Andersen hiver sit hold, Slagelse DT, af banen i frustration her:

 

 

 






 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder