Orlen Wisla Plock er på vej med to nye spillere til truppen.
Ifølge TVP Sport henter den polske storklub den slovenske keeper Miljan Vujović og den spanske defensivspecialist Oriol Rey, efter at klubben har mistet flere profiler på netop de positioner.
Wisla har blandt andet sagt farvel til Torbjørn Bergerud, der skifter til Fredericia Håndboldklub med øjeblikkelig virkning. Derudover er Wojciech Borucki også væk fra keeperpositionen, mens Kirył Samoiła har forladt klubben, og Mirsad Terzić har indstillet karrieren.
Ifølge TVP Sport bliver Oriol Rey købt fri af RK Ohrid for omkring 70.000 euro, mens Miljan Vujović kommer på en etårig lejeaftale fra slovenske Slovan.
Rey har tidligere været i Barcelona, men fik især sit gennembrud i Fraikin BM Granollers, hvor han var med til at nå finalen i European League og blev kåret som den spanske ligas bedste forsvarsspiller. I den seneste sæson spillede han for Ohrid, som vandt EHF European Cup.
Vujović har de seneste fem sæsoner spillet i Bundesligaen for TVB Stuttgart. Den slovenske landsholdskeeper skiftede egentlig til Slovan, men ifølge TVP Sport accepterede klubben en lejeaftale, efter at den ikke fik wildcard til Champions League.
TVP Sport skriver samtidig, at Wisla Plock muligvis ikke er færdig på transfermarkedet. Klubben skulle også have interesse i den østrigske keeper Constantin Möstl fra Lemgo.





























