SG Flensburg-Handewitt har afsluttet anden fase af forberedelserne til den kommende sæson med fire dages træningslejr i Malmö.
Næsten hele truppen deltog i opholdet. Kent Robin Tønnesen var fraværende på grund af helvedesild, mens Moritz Detlefsen er afsted med det tyske landshold ved U18-EM.
Spillerne ankom onsdag eftermiddag og gennemførte kort efter en styrketræning. De følgende dage stod formiddagene på håndboldtræning, mens eftermiddagene blev brugt på fysisk træning.
“Hallens faciliteter, styrketræningslokalet, hotellet og maden var perfekte. Det var også vigtigt, at sengene var store nok, for mine spillere havde brug for masser af søvn,” siger cheftræner Aleš Pajović til klubbens hjemmeside.
Den tidligere Flensburg-spiller Thilo Knutzen, der netop er skiftet til HK Malmö, lagde også vejen forbi træningslejren.
Lørdag afsluttede holdet håndbolddelen af opholdet, inden spillerne deltog i en padelturnering som en del af teambuildingen. Turneringen blev afviklet i Americano-format, hvor spillerne løbende skiftede makker.
Her endte de to danskere Emil Jakobsen og Lasse Møller som samlede vindere.
“En træningslejr handler ikke kun om taktik og fysik. Teambuilding er også meget vigtigt for at styrke sammenholdet blandt spillerne,” siger Pajović.




























