Mathias Gidsel trak ikke på skuldrene efter nederlaget til Portugal – men han trak heller ikke i land.
Forud for Danmarks første mellemrundekamp mod Frankrig satte landsholdsstjernen ord på det overraskende 31-29-nederlag til Portugal. Og midt i skuffelsen pegede han på noget, der måske var nødvendigt – også for omverdenen.
Det er sundt, lød pointen. Sundt at mærke, at Danmark også kan tabe.
”Måske er det meget sundt for os også at mærke, at vi kan tabe. Måske er det også sundt for jer at mærke, at vi kan tabe,” sagde Mathias Gidsel til den danske presse, herunder HBOLD.dk.
Efter kampen var der meget fokus på dommerlinjen og de hårde dueller, men her afviste Gidsel, at det havde haft afgørende betydning.
”Jeg synes ikke, dommerne skal beskytte mig mere. Portugiserne er enormt smarte forsvarsspillere. De går hårdt til den, og nogle gange kan man godt argumentere for, at de går for hårdt. Jeg tror også, de synes, at vi nogle gange går hårdt til dem. Sådan er håndbold.”
Ifølge Gidsel lå forklaringen et helt andet sted.
”Det havde intet med resultatet at gøre i dag. Det var vores eget niveau, der ikke var godt nok til at slå Portugal, og det er det, der er skuffende.”
Nederlaget betyder, at Danmark går ind i mellemrunden uden point. Et uvant udgangspunkt, men ikke et, der ændrer ambitionerne.
”Opgaven har jo ikke ændret sig. Vi vil stadig gerne vinde fire mellemrundekampe for at blive nummer ét.”
Derfor handler det nu om at reagere rigtigt. At få snakket tingene igennem – og så rette blikket fremad.
”Nu er der ikke andet at gøre end at sidde på hotellet i aften og i morgen og få snakket sammen, og så se frem mod den opgave, der står foran os.”
Og den opgave er alt andet end let. Først venter Frankrigs herrelandshold i håndbold, og derefter følger en mellemrunde, som Gidsel betegner som historisk hård.
”Mellemrunden bliver ekstremt hård, og jeg ved ikke, om den nogensinde har været hårdere. At komme ud med nul point kræver endnu mere fokus, energi og koncentration.”
Men troen er intakt.
”Vi er ikke ude, og jeg synes stadig, vi er et rigtig godt hold – og ikke et hold, mange synes er sjovt at møde i mellemrunden.”





























