Thomas Houtepen fik en vanskelig begyndelse på opholdet i TTH Holstebro, da en skade holdt ham ude i en længere periode efter skiftet til klubben sidste år.
Da den hollandske bagspiller igen blev klar, var holdet allerede kommet godt ind i sæsonen og havde fundet sin rytme. Det gjorde det svært for ham at spille sig ind på holdet.
Denne sommer er situationen en anden. Houtepen er med fra starten af opstarten, og det vil han forsøge at udnytte frem mod den kommende sæson.
“For mig var det en meget svær første sæson, hvor jeg startede sæsonen skadet, og da jeg så var klar til at spille, var det svært at komme ind på et hold, der fungerede og havde fundet sin rytme. Så derfor er opstarten enormt vigtig for mig,” siger Thomas Houtepen til Avisen Danmark.




























