Lukas Jørgensens VM-drøm lever fortsat.
Det vurderer TV 2 Sports håndboldekspert Claus Møller Jakobsen, efter stregspilleren har sat sig som mål at vende tilbage til kamp i løbet af november.
“Han kan sagtens nå at blive klar til VM, hvis kroppen er klar i midten af november,” lyder det fra Møller Jakobsen til TV2 Sport.
Det vil give Jørgensen omkring to måneder til at træne, spille kampe og forsøge at genfinde niveauet inden slutrunden. Omvendt påpeger eksperten, at der ikke skal mange tilbageslag til, før tidsplanen bliver vanskelig.
Danmark har umiddelbart Magnus Saugstrup, Simon Hald og Emil Bergholt som trio på stregen, og konkurrencen om pladserne er derfor hård.
Men vurderet herfra har ingen af de tre helt den samme spidskompetence som Jørgensen i angrebsspillet eller i kontrafasen.




























