U18-EM er ikke kun en ungdomsslutrunde. Det er også et vindue til nogle af de spillere, der kan komme til at præge international håndbold i de kommende år.
Det skal selvfølgelig læses som en indikation og ikke som en spåkugle. Mange talenter blomstrer sent, mens andre tidlige ungdomsstjerner får sværere ved at tage det sidste skridt som seniorer. Men slutrunder som U18-EM giver alligevel et spændende øjebliksbillede af, hvem der lige nu skiller sig ud.
Flere talenter har allerede markeret sig kraftigt ved turneringen, og blandt dem finder man både kendte efternavne, store målscorere og en dansk playmaker med et meget spændende CV.
Boas Ellefsen á Skipagøtu har været en af slutrundens store historier. Den yngre bror til THW Kiels Elias Ellefsen á Skipagøtu førte topscorerlisten efter det indledende gruppespil med 32 mål og fortsatte derefter med 12 scoringer i Færøernes 35-35-kamp mod Polen. Her blev han kåret til kampens spiller for anden gang.
Også Slovakiets Jakub Valent har været voldsomt scorende. Venstrebacken fra Tatran Presov står noteret for 45 mål efter fire kampe og har dermed overhalet Skipagøtu på topscorerlisten. Han har allerede fået spilletid i European League, og præstationerne ved U18-EM kan meget vel have gjort ham interessant for større klubber.
I målet har østrigske Sergej Novakovic været et af de mest iøjnefaldende navne. Den 203 centimeter høje keeper blev kåret til kampens spiller i både åbningskampen mod Spanien og i den første kamp i mellemrunden. Ifølge medieoplysninger er han endda i FC Barcelonas søgelys.
Set med danske øjne er Emil Kvistgaard Bak et af de mest interessante navne. Han var allerede inden turneringen regnet som et af de største talenter i sin årgang, og efter fire kampe står GOG-playmakeren med 36 mål. Det placerer ham som nummer fire på topscorerlisten.
Bak har allerede fået Champions League-erfaring med GOG og dominerede også EHF Youth Trophy 2026, hvor han scorede 49 mål i alt. 23 af dem kom ved Final Four i Köln.





























