Valget af Jyske Bank Boxen i Herning som dansk vært for de kommende udbudte håndboldslutrunder – og det dermed følgende fravalg af København og Royal Arena – vækker glæde hos den tidligere landsholdsprofil Lasse Svan.
Selvom den mangedobbelte slutrundevinder og nuværende håndboldekspert har gode minder fra hovedstaden, blandt andet fra VM-åbningskampen i Royal Arena i 2019, mener han ikke, at der kan herske tvivl om, hvor herrelandsholdets naturlige hjemmebane befinder sig. Det fortæller han i et interview med TV 2 SPORT:
“Jeg synes, det er fantastisk, at man kan brede det ud i landet og spille nogle forskellige steder. Jeg synes også, at det var fantastisk at spille en åbningskamp i Royal Arena i 2019 og så tage videre til Herning derfra. Jeg ved ikke, om det er en mulighed. Men der er ingen tvivl om, at landsholdet hører til i Boxen.”





























