Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

EM-kaos: Sønderjyske-spiller nægtet adgang

Gabriel Setterblom er blevet nægtet adgang til Norges bænk ved EM, fordi EHF ikke modtog hans pas ved det tekniske møde, og den norske landsholdsspiller følger derfor kampene fra tribunen.

Et administrativt benspænd har sendt en norsk landsholdsspiller på tribunen midt under EM.

Gabriel Setterblom har ikke fået lov til at sidde på Norges bænk under de to første EM-kampe mod Ukraine og Tjekkiet. I stedet har han fulgt sejrene fra pladserne i Unity Arena – ikke på grund af en skade, men på grund af manglende dokumentation.

”Nej, nu sidder jeg på tribunen, klapper, er med på bølgen og danser,” siger Setterblom til norsk TV 2.

Den 28-årige bagspiller blev indkaldt til den norske EM-trup med kort varsel 5. januar, men et glemt pas har fået uventede konsekvenser. Ifølge reglerne fra Det Europæiske Håndboldforbund skal spillerens pas fremvises ved det tekniske møde før turneringen for at kunne blive registreret korrekt.

”Jeg havde ikke mit pas med og kom til Amsterdam uden pas og tilbage hertil uden pas. Man skal have pas med til sådan et teknisk møde for at bekræfte, at man er den, man siger, man er,” forklarer Setterblom.

Situationen undrer ham stadig.

”Jeg synes, det er lidt mærkeligt. Det er jo ikke, fordi jeg har sneget mig ind. Folk ved jo godt, hvem jeg er.”

Efter beskeden fra EHF blev der handlet hurtigt. Setterbloms kæreste hentede passet derhjemme og sendte det med ekspresforsendelse, men uden held.

”Nu er der gået otte dage, og det sidder fast i tolden et sted. Det er dér, problemet er,” siger han.

EHF bekræfter over for TV 2, at reglerne er klare.

”Det norske hold havde ikke Gabriel Setterbloms pas med til det tekniske møde før EM. Gyldigt pas er et krav ifølge vores regler,” oplyser forbundets mediechef.

Indtil passet når frem og sagen kan løses formelt, må Setterblom altså fortsætte som tilskuer – klappende, vinkende og dansende – mens Norge spiller videre i EM.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder