Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

En af Mors-Thys “egne” drager videre

Malthe Bull forlader Mors-Thy Håndbold efter sæsonen for at søge nye udfordringer, men vil give alt for klubben i sin sidste tid, inden parterne skilles.

Malthe Bull er i gang med sin foreløbigt sidste sæson i Mors-Thy Håndbold. Den højre fløj har besluttet sig for at søge nye udfordringer og tage næste skridt i sin håndboldkarriere efter et helt liv i den samme klubkreds.

“Hele mit håndboldliv er foregået på Mors – i HF Mors, på Mors-Thy Håndbold Akademi og i Mors-Thy Håndbold, og nu er jeg kommet til et sted i min karriere, hvor der skal ske noget nyt, og derfor har jeg søgt og fundet nye udfordringer. Jeg glæder mig til at se, hvor det nye kan bringe mig og min udvikling hen,” siger Malthe Bull i en pressemeddelelse.

Beslutningen er dog ikke truffet uden følelser. Tværtimod beskriver Bull det som vemodigt at skulle sige farvel til klubben, der har været rammen om hele hans håndboldopvækst.

“Men derfor bliver det stadig vemodigt at skulle tage afsked med min barndomsklub og sige farvel til mange af mine venner, som jeg også har spillet ungdomshåndbold med, til mine holdkammerater gennem de sidste tre sæsoner og naturligvis til Bette Balkan, som altid har stået bag mig og holdet. Mors-Thy Håndbold er et unikt fællesskab, som har betydet en stor del for mig, og jeg er klar til at give alt sammen med holdet for at slutte sæsonen godt af.”

I klubben har man været fuldt bevidst om Bulls ønsker. Ifølge administrerende direktør Ian Marko Fog har forløbet været åbent og præget af gensidig forståelse.

“Malthe Bull er en særdeles dygtig teknisk fløj, som igen er et flot produkt af vores eget akademi. Han har ikke fået den forventede spilletid hos os og har derfor haft et ønske om at søge nye udfordringer,” siger han.

“Det har været et helt transparent forløb, og vi får ligeledes en fin kompensation for, at Bull benytter sin klausul og stopper kontrakten før tid. Vi er sikre på, at Malthe Bull vil gøre alt for at afslutte sin tid godt i Mors-Thy Håndbold og ønsker ham alt det bedste fremover. Vi har ligeledes en afløser på plads på højre fløj, som vi vil præsentere i nærmeste fremtid.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder