Fredericia Håndboldklub måtte mandag aften indkassere et bittert 30-31-nederlag til Sønderjyske i Middelfart Sparekasse Arena. Efter opgøret lagde FHK-cheftræner Mathias Madsen ikke skjul på sin store frustration over dommerparrets linje, der allerede efter fem minutter og 23 sekunder sendte Adam Ljungquist ud af kampen, da de præsenterede ham for et direkte rødt kort.
Til Fredericia AVISEN lufter cheftræneren sin uforståenhed over den tidlige marchordre:
“Jeg tænkte da, at dommerne rigtig gerne ville i fokus meget, meget hurtigt, og det lykkedes dem meget, meget godt. Jeg tror ikke, det er sådan et rødt kort, vi kommer til at se mange gange i løbet af den her sæson,” lyder det fra Mathias Madsen, der vurderer kendelsen til at være i den absolut strengeste ende.
Det røde kort ramte Fredericia-mandskabet hårdt på ressourcerne. I forvejen sad William Moberg ude med en skade, og dermed mistede FHK sin anden reelle playmaker inden for de første seks minutter.
Trods modgangen og et tidligt 1-5-efterslæb kæmpede holdet sig tilbage i opgøret. Mathias Madsen roser holdets omstillingsevne og fremhæver Mads Kjeldgaard, Malthe Hejsel (seks mål) og fløjspilleren Malthe Bull, der med ni scoringer fortsatte sin forrygende målform fra pokalkampen mod Grindsted.
I sidste ende var det dog tekniske fejl under pres, der kostede pointene for værterne. FHK havde muligheden for at udligne i absolut sidste sekund efter en bolderobring af Mads Kjeldgaard med 12 sekunder igen, men et boldtab af Anders Kragh Martinusen slukkede håbet:
“Det er jo bare at flytte bolden stille og roligt, og det formåede vi ikke,” konstaterer cheftræneren tørt om den forspildte chance til sidst.





























