Frankrigs tidlige exit ved EM har udløst en markant debat om landsholdets kurs og ikke mindst om cheftræner Guillaume Gille fortsat er den rette mand til at føre projektet videre. Med en kontrakt frem til 2029 er der umiddelbart ro på overfladen, men turneringen har efterladt flere spørgsmål end svar.
Spillernes egne udtalelser rammer hårdt. Playmaker Aymeric Minne satte ord på skuffelsen efter nederlaget og kaldte præstationen en fiasko, hvor Frankrig ikke fortjente en plads i semifinalerne. Det er en dom, der flugter med det generelle billede af et fransk hold, der fremstod inkonsekvent, defensivt sårbart og uden et klart kollektivt udtryk. Syvendepladsen er nationens dårligste EM-resultat i flere år og betyder ovenikøbet, at Frankrig nu skal igennem et ekstra kvalifikationsforløb for at nå VM i 2027.
Historisk er situationen alvorlig. Kun EM i 2020, hvor Frankrig sluttede nummer 12, har været værre. Dengang kostede det landstræner Didier Dinart jobbet, hvorefter hans assistent Guillaume Gille overtog. Spørgsmålet er nu, om historien gentager sig.
Både Gille selv og forbundsformanden Philippe Bana har afvist at diskutere trænerspørgsmålet offentligt. Gille har fastholdt sin loyalitet over for spillergruppen og projektet, mens forbundet signalerer kontinuitet frem for panik. Resultatlisten taler da også delvist i hans favør: OL-guld i 2021, EM-guld i 2024 samt VM-sølv og -bronze. Alligevel er helhedsindtrykket blevet sløret af tre skuffende slutrunder på relativt kort tid, hvor spillet ikke har matchet Frankrigs ry eller potentiale.
Kritikken går især på manglende taktisk fleksibilitet og ledelse i modgang. I både nederlaget til Spanien og senere mod Tyskland fremstod Frankrig uden klare svar, og Gille blev overmatchet af sine kolleger på bænken. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om han skal skiftes ud – men også hvem der realistisk kan tage over.
Den tidligere verdensmester Grégory Anquetil peger på netop dette dilemma. Han erkender, at ønsket om forandring er forståeligt, men har svært ved at se en oplagt afløser. Samtidig fremhæver han, at problemet måske ikke er Gille alene, men snarere rammen omkring ham. Ifølge Anquetil er Gille en passioneret og hårdtarbejdende træner, men også for blid i sin ledelsesstil. Hans vurdering er, at Gille kunne have gavn af en stærkere og mere konfronterende stab omkring sig – trænere med kant og autoritet, der kan udfordre både spillere og cheftræner.
Bag denne diskussion ligger også en erkendelse af, at Frankrig ikke længere råder over den samme historiske overmagt som tidligere generationer. Holdet er stadig fyldt med kvalitet, men ikke i samme grad af dominans, og derfor kan forventningerne heller ikke være identiske. Det stiller større krav til struktur, taktisk klarhed og mental robusthed – områder, hvor EM har afsløret sprækker.
Forbundet hælder traditionelt mod langsigtede løsninger og fyrer sjældent egne trænere, selv i modvind. Med OL i Los Angeles og VM i 2029 på hjemmebane som klare pejlemærker er spørgsmålet derfor mindre, om Guillaume Gille bliver fyret nu – og mere, om han kan udvikle sig nok i rollen. For som Anquetil formulerer det: Gille er flittig og engageret, men nogle gange kræver et landshold mere end hårdt arbejde og gode intentioner. Det kræver også skarphed, mod og evnen til at træffe upopulære beslutninger i tide.
