Tirsdag åbnede Mathias Gidsel op for en idé, der kan bringe landsholdshåndbolden tættere på flere danskere. Den danske verdensstjerne, der er kåret til verdens bedste håndboldspiller tre år i træk, kunne godt se muligheder i at lade herrelandsholdet spille landskampe andre steder i landet – eksempelvis i forbindelse med slutrunder.
Her pegede han blandt andet på Aabenraa som en mulig destination. Forslaget er indtil videre blot en idé fra Gidsels side, men det har i følge tvSyd allerede sat gang i debatten blandt sønderjyderne på Facebook.
Her er der generelt stor opbakning til tanken om at få landsholdet til landsdelen.
“Det ville være SÅ fedt, hvis man kunne få mulighed for at se dem spille i det sønderjyske,” skriver en bruger.
En anden kvitterer ligeledes for Gidsels initiativ og peger på flere mulige spillesteder:
“Det er rigtigt, Mathias. Du er sgu født med begge ben på jorden. Dejligt, hvis I ville spille en kamp i Aabenraa, Skærbæk eller Tønder.”
Selvom idéen får mange positive tilkendegivelser, er der dog også en vis skepsis over for at flytte landsholdets kampe væk fra de vante rammer. For mange er de danske håndboldherrers hjemmebane uløseligt forbundet med Jyske Bank Boxen i Herning, hvor store landskampe gennem årene har samlet tusindvis af tilskuere:
“God idé fra Mathias! Men håndbold hører til i Boxen i Herning,” lyder endnu en Facebook-kommentar.
Også spørgsmålet om de fysiske rammer bliver bragt på banen. Flere tvivler ganske enkelt på, om der findes haller i landsdelen, som kan leve op til kravene til en international landskamp.
Dermed er der både begejstring og forbehold blandt sønderjyderne, efter at Mathias Gidsel har luftet idéen om at bringe landsholdet til landsdelen.




























