Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Knorr afliver rygter efter tidligt Aalborg-farvel

Juri Knorr afviser over for Sport Bild, at han fortryder skiftet til Aalborg Håndbold, og ser frem til at rykke til Paris Saint-Germain i 2027 sammen med Renars Uscins.

I slutningen af september kom det frem, at den tyske stjernespiller Juri Knorr forlader Aalborg Håndbold i sommeren 2027 til fordel for Paris Saint-Germain. I forbindelse med den igangværende landsholdssamling afviser den 26-årige playmaker nu enhver spekulation om, at han skulle have fortrudt sit skifte til dansk håndbold.

I et interview med Sport Bild sætter Knorr ord på udfordringerne og læringen ved sit ophold i Danmark:

“Jeg fortryder ikke beslutningen, selvom jeg godt kan forstå, at det udefra måske kan se anderledes ud. Jeg vidste, at skridtet til udlandet ville blive svært. Mit første år var menneskeligt ikke helt let. Men jeg har lært ekstremt meget håndboldmæssigt, især taktisk og omkring skandinavisk håndbold.”

Playmakeren lægger ikke skjul på, at sprogbarrieren som den eneste ikke-skandinav i omklædningsrummet skabte udfordringer i begyndelsen, men han glæder sig over den måde, han håndterede situationen på. Samtidig understreger han sin taknemmelighed over for den nordjyske klub:

“Paris er en absolut verdensklub, og jeg vidste ikke, om jeg ville få den chance igen. Derfor sagde jeg: Okay, jeg gør det. Vi kommunikerede tidligt og åbent med Aalborg og fandt en rigtig god løsning.”

I Paris Saint-Germain bliver tilværelsen formentlig lettere på det sociale plan, da han genforenes med sin tyske landsholdskollega Renars Uscins, som ligeledes skifter til den franske gigantklub fra TSV Hannover-Burgdorf.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder