En uheldig redning mod Bergischer HC har sat Füchse Berlins 40-årige stjernemålvogter Andreas Palicka ud af spillet. Mens holdkammeraterne kæmper ved IHF Men’s Club World Championship i Cairo, må den svenske veteran følge med hjemmefra efter et dramatisk uheld med venstre hånd.
I et interview med Sport Bild sætter Palicka ord på den bizarre hændelse, hvor et skud fra Fynn Hangstein ramte yderst uheldigt:
“Det var virkelig ekstremt uheldigt. Jeg fik skuddet fra Fynn Hangstein direkte på lillefingeren af venstre hånd, og normalt redder en målmand jo ikke bolden udelukkende med lillefingeren. Hele kraften ramte fingeren alene, og så flækkede huden simpelthen op mellem lillefingeren og ringfingeren.”
Den svenske keeper måtte haste direkte fra banen til skadestuen i Düsseldorf for at blive syet sammen. Selvom smerten er til at overse, lægger Palicka ikke skjul på sin voldsomme frustration over at misse Klub-VM, hvor den 22-årige reserve Frederik Höler er trådt til i hans fravær:
“Det gør ikke engang rigtigt ondt, men det irriterer mig helt grænseløst. Det er bare ren og skær uheld – det er knap nok en rigtig skade, og alligevel er man sat ud af spillet. Mentalt er det ikke nemt, for jeg var i rigtig god form og inde i en god rytme på holdet, så lige nu er jeg faktisk godt muggen. Jeg er ikke i krise, men som målmand har man overhovedet ikke brug for sådan noget.”
Palicka håber på, at flængen heler op i løbet af to til tre uger, så han snart kan genoptage træningen med hovedstadsklubben.




























