Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Bommert af Ribe-Esbjerg: Kom til at afsløre spillers fremtid ved en fejl

Ribe-Esbjerg HH kom lørdag til at afsløre Sasser Sohns skifte til Bjerringbro-Silkeborg før tid, hvorefter klubben hurtigt slettede oplysningen igen.

Der opstod lørdag usædvanlig forvirring omkring fremtiden for Ribe-Esbjerg HH’s bagspiller Sasser Sohn. Først meldte den vestjyske klub officielt ud, at Sohn stopper i klubben efter indeværende sæson – og tilføjede i samme ombæring, at turen gik videre til ligakonkurrenterne fra Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH).

Kort efter blev den del af meddelelsen, der omhandlede skiftet til BSH, imidlertid fjernet i al hast fra offentliggørelsen. Alt tyder på, at oplysningen blev lækket før tid, da Bjerringbro-Silkeborg endnu ikke selv har præsenteret spilleren.

Lokalmediet Sport Silkeborg har efterfølgende foreholdt BSH den brøler, der slap ud fra Ribe-Esbjerg, men klubben fra Søhøjlandet har p.t. ingen kommentarer til sagen.

Sasser Sohns afsked med Ribe-Esbjerg ligger dog fast, mens den officielle bekræftelse på det næste karriereskridt lader vente på sig.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder