GOG henter gammel kending
Når sidste kalenderblad i 2024 er vendt, træder en gammel kending ind i GOG-truppen. For at styrke en skadesramt venstrefløj har klubben indgået en aftale med Emil La Cour for resten af sæsonen. Situationen taget i betragtning er GOG-direktør Kasper Jørgensen godt tilfreds med løsningen.
“Vi er blevet ramt af skader, og for at være på den sikre side, har vi valgt at styrke os på positionen. Vi er utroligt glade for at byde Emil La Cour velkommen tilbage i GOG. Han er en ægte GOG-dreng, der kender kulturen og klubben indefra, og vi er rigtig glade for, at vi kunne få kabalen til at gå op,” siger Kasper Jørgensen om truppens nyeste tilføjelse, der i sin tid i GOG gennem længere tid var ramt af svær sygdom, men ikke desto mindre kæmpede sig tilbage til elitehåndbolden.
Og Kasper Jørgensen er bestemt ikke den eneste, der er tilfreds med aftalen. Det gælder også hovedpersonen, der har spillet hele sin ungdom i klubben.
“Det føles fantastisk at skulle tilbage. Jeg har spillet i Faaborg det sidste halve år, jeg er i fin fysisk form, og alt føles godt. Jeg glæder mig virkelig meget til alt det, der venter – både på og udenfor banen. Jeg er jo en rigtig GOG-dreng, og det betyder meget for mig at være her for både klubben, sponsorerne og fansene. Nu handler det om at gribe de minutter, der kommer min vej,” siger La Cour, der ikke tøvede, da han blev kontaktet af sin barndomsklub.
“De sidste dage er gået hurtigt, men da chancen opstod, var jeg selvfølgelig klar til at tage den. Så julen kom tidligt i år for mig, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har savnet det hele helt vildt – på alle leder og kanter. Jeg har været nede for at se et par kampe som tilskuer, men det er bare ikke det samme som at være en del af holdet,” lyder det fra La Cour, som også ser frem til de nye oplevelser, han går i møde, når han efter planen kan få ligacomeback mod Skjern den 8. februar.
“Det bliver også noget helt særligt at være med i den nye arena. Det er fantastisk at se, hvordan klubben har skabt nogle nye rammer for fremtiden, og det glæder jeg mig til at blive en del af sammen med de rutinerede kræfter som Henrik Jakobsen, Nicolai Pedersen, Oscar Vind og Kasper Kildelund, som jeg jo kender rigtig godt, men det er også sjovt, at der er kommet en masse op fra min lillebrors årgang, siden jeg var her sidst. Der er virkelig mange ting at glæde sig til,” siger Emil La Cour videre.
Pressemeddelelse fra GOG: