Johannes Golla vendte denne sommer tilbage til MT Melsungen efter flere år i SG Flensburg-Handewitt. Men opholdet i den nordtyske klub kan vise sig at blive kortere end ventet. Den 28-årige tyske landsholdskaptajn har ifølge både tyske medier og klubberne selv et ønske om at vende tilbage til Flensburg:
“Johannes har henvendt sig til os med ønsket om at ophæve sin kontrakt før tid. Familien ønsker at vende tilbage til Flensburg. Grundlæggende respekterer vi det ønske. Men det er selvfølgelig ikke helt så enkelt,” siger Melsungens sportsdirektør Jesper Larsson i følge handball-world.news til Bild.
Også i Flensburg er man bekendt med Gollas ønske, hvor direktør Holger Glandorf har bekræftet, at Johannes Golla har rettet henvendelse til klubben.
En tilbagevenden til Flensburg er dog langt fra på plads. Golla har en kontrakt med MT Melsungen helt frem til 2031, og en transfer vil derfor kræve en aftale mellem de to klubber. Det må samtidig forventes, at Melsungen vil kræve en betydelig kompensation for at slippe den tyske stjerne før tid.
Mens der fortsat er stor usikkerhed om Gollas fremtid, er der samtidig sket en markant ændring uden for banen. Hans mangeårige agentur, inteamsports, har nemlig meddelt, at samarbejdet med den tyske landsholdskaptajn er ophørt med øjeblikkelig virkning:
“Efter mere end ti års meget succesfuldt samarbejde afslutter vi med øjeblikkelig virkning vores samarbejde med Johannes Golla, kaptajn for det tyske håndboldlandshold,” skriver agenturet i en Instagram-story.
Det er ikke oplyst, hvorfor parterne har valgt at gå hver til sit, og det er derfor heller ikke klart, om bruddet hænger sammen med Gollas ønske om at forlade Melsungen.
Det står samtidig fortsat åbent, hvem der fremover skal repræsentere den tyske stregspiller i forhandlingerne om hans klubfremtid.
Golla nåede at spille flere sæsoner i Flensburg, inden han denne sommer vendte tilbage til Melsungen. Nu kan den tyske landsholdskaptajn altså være på vej tilbage til den klub, han netop havde forladt.





























