For cheftræner Stefan Madsen blev onsdag aften et særligt kapitel i Champions League, da han førte sit mandskab fra Paris Saint-Germain til en overbevisende 32-25-sejr i Stade Pierre de Coubertin over sin tidligere klub, Aalborg Håndbold.
Med sejren snuppede den franske hovedstadsklub førstepladsen i puljen foran netop nordjyderne, og den danske cheftræner lagde ikke skjul på sin begejstring over præstationen, da han efter slutfløjtet udtalte sig til klubbens officielle kanaler:
“Vi er ellevilde og stolte over det, vi har præsteret i dag. Det handler ikke kun om spillerne på banen i aften – det er hele holdet, trænerstaben, fansene… Det, der skete her, er helt ekstraordinært,” lyder det fra Stefan Madsen.
PSG har ramt et højt spillemæssigt niveau forud for den kommende landsholdspause, men cheftræneren advarer om, at fokus hurtigt skal rettes mod den hjemlige liga:
“Jeg synes, vi har fundet en rigtig god rytme, og det er ikke let at fastholde den på den måde. Det, vi leverede i dag – den mentalitet og disciplin vi udviste – er præcis det, vi leder efter. Det er fantastisk, men på søndag venter en helt anden opgave mod en meget stærk modstander som Montpellier.”





























