HØJ Elite har nu lagt planerne for sommerens opstart fast. Klubben har offentliggjort programmet for de kommende træningskampe, inden jagten på oprykning til Herreligaen for alvor går i gang.
Første test bliver spillet den 31. juli på hjemmebane i Ølstykke Hallen, hvor TMS Ringsted kommer på besøg.
En uge senere går turen til Tyskland, hvor HØJ Elite deltager i Heide Cup. Her venter først en træningskamp mod Bundesliga-klubben HSV Hamburg den 7. august, inden yderligere kampe følger den 8. og 9. august. Modstanderne til de opgør er endnu ikke offentliggjort.
Opstarten rundes af den 14. august med en udekamp mod Nordsjælland Håndbold i Helsinge-Hallerne.
Allerede den 18. august venter sæsonens første betydende opgør, når HØJ Elite gæster Team Sydhavsøerne i pokalturneringen i Maribo-Hallerne.
11 dage senere tager holdet hul på en ny sæson i 1. division. Den 29. august spiller HØJ Elite sæsonpremiere på hjemmebane mod Aarhus Håndbold, hvor ambitionen er at tage det første skridt mod en direkte oprykning til Herreligaen.
HØJ Elites opstartsprogram:
31. juli klokken 12:00 i Ølstykke Hallen: HØJ Elite – TMS Ringsted
7. august klokken 17:45: HSV Hamburg – HØJ Elite (Heide Cup i Tyskland)
8.-9. august: Heide Cup i Tyskland – modstandere ukendt
14. august klokken 14:00 i Helsinge-Hallerne: Nordsjælland Håndbold – HØJ Elite




























