HIK tager i eftermiddag i herrernes 1. division imod Korsør/Slagelse EH i et bundkamp mellem rækkens nummer 14 og 12. For dagens værter fra København venter der derfor et vigtigt opgør i bestræbelserne på at holde trit med resten af divisionens mandskaber.
Således befinder HIK sig på en aktuel sidsteplads i tabellen med tre points for 11 kampe – to placeringer højere oppe, med fire points flere, finder man Korsør/Slagelse EH, der særligt på udebane har leveret et par flotte resultater hidtil i sæsonen.
Hos HIK-mandskabet har man også noteret sig vestsjællændernes flotte triumfer i henholdsvis Frederikshavn og Maribo – men københavnernes træner, Jesper Matthiesen, pointerer i samme ombæring, at man nærer lige så stor respekt for den vilje, gejst og energi, som oprykkerne har lagt for dagen i størstedelen af deres kampe.
– Vi har respekt for alle hold, vi møder, og det gælder bestemt også i morgen (i dag, red.) – ikke fordi de har slået Team Sydhavsøerne, men fordi de er et hold, som fighter og slås til sidste fløjt. Og ligesom os vil de gøre alt for at kunne sætte de livsvigtige point ind på kontoen, fortæller Jesper Matthiesen til HBOLD.dk.
– For os handler hver eneste kamp om at være super forberedt og indstillet på, at der ikke kommer noget foræret på det her niveau. Så vores fokus er på os selv, velvidende at der kommer en modstander, som er villig til at sælge sig selv ekstra, fortsætter han.
I seneste runde i herrernes 1. division gæstede HIK Lemvig-Thyborøn i det vestlige Jylland – og her måtte sjællænderne tage pointløse hjem over Storebælt efter et 30-35-nederlag.
På trods af femmålsnederlaget fandt Jesper Matthiesen efterfølgende dog flere positive takter i opgørets 60 minutter – og disse takter håber han at kunne spotte igen i eftermiddagens duel.
– I forhold til Lemvig-kampen skal vi ikke ændre på ret meget. Vi skal være bedre i vores overtals- og kontraspil, men det, som bliver afgørende, er, om vi kan holde fast i alle de gode takter i specielt angrebsspillet, beretter HIK-træneren afslutningsvis.
Kampen mellem HIK og Korsør/Slagelse EH – et blandt hele seks opgør i herrernes 1. division denne eftermiddag – fløjtes i gang klokken 15:00.




























