Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

HØJ lander midlertidig assistenttræner for resten af sæsonen

HØJ Elite tilknytter 2. divisions-træner Thomas Jørgensen som assistent for Nicolaj Andersson i resten af sæsonen frem mod Stefan Madsens ankomst i 2027.

Siden sæsonstarten har cheftræner Nicolaj Andersson stået med det fulde sportslige ansvar alene på bænken for HØJ Elites 1. divisionsherrer. Nu opruster den sjællandske storsatsning imidlertid på sidelinjen, hvor Thomas Jørgensen træder ind som assistenttræner for resten af indeværende sæson.

Jørgensen er i forvejen en velkendt skikkelse i klubben, hvor han siden august har fungeret som cheftræner for klubbens herrehold i 2. division. Sportschef Hans Lindberg glæder sig over at have fundet en stærk, midlertidig løsning, der passer ind i klubbens langsigtede planer:

“Vi er jo i den lidt særlige situation, at vi allerede ved, at Stefan Madsen og Nicolaj Andersson skal danne trænerteam fra sommeren 2027. Derfor har vi gennem et stykke tid kigget efter en relevant trænerprofil, der kan støtte Nicolaj i denne sæson, men som også vil være parat til at indgå en kort aftale. Thomas Jørgensen har siden august været tilknyttet HØJ som cheftræner for vores herrehold i 2. division, og Thomas har alle de nødvendige forudsætninger for at løse opgaver også for 1. divisionstruppen. Heldigvis er Thomas parat til at smide lidt mere tid i puljen og bistå Nicolaj og holdet i resten af denne sæson. Det er vi rigtig glade for.”

Thomas Jørgensen råder over solid divisionserfaring fra tidligere trænerjobs i TIK Taastrup, Team Sydhavsøerne, Næstved og TMS Ringsted, ligesom han tidligere har haft en fortid som assistent i netop HØJ under Lars Nedergaard. Til daglig er han desuden tilknyttet Gunslevholm Idrætsefterskole som håndboldtræner.

Hovedpersonen selv ser frem til at træde ind i det ambitiøse setup omkring 1. divisionsholdet:

“Jeg er virkelig glad for at være kommet til HØJ; det er en ambitiøs men også meget familiær klub. Derfor var jeg selvfølgelig parat til at hjælpe også på 1. division herrer, da Nicolaj og klubben spurgte mig om muligheden. Det er en rigtig spændende opgave, og jeg glæder mig meget til at komme i gang og lære spillere og stab at kende.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder