Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Ikke i orden: Målmandslegende afviser Kiel som favoritter mod Magdeburg

Den tidligere målmandslegende Henning Fritz afviser over for handball-world, at THW Kiel er favoritter mod SC Magdeburg i onsdagens Bundesliga-klassiker.

Onsdag aften tørner SC Magdeburg og THW Kiel sammen i et af de absolut største opgør i den tyske Bundesliga. Forud for topbraget er snakken faldet på favoritværdigheden, og her melder den tidligere tyske verdensklassemålmand Henning Fritz klart ud.

Fritz, der i sin aktive karriere vogtede målet i sammenlagt 19 år for netop Magdeburg og Kiel, afviser over for mediet handball-world, at “Zebrahajerne” fra Kiel skal påtage sig favoritrollen på udebane – til trods for at Kiel er kommet ubesejret fra start og har forstærket truppen markant:

“Uanset de seneste år er kampen mellem de to mandskaber altid en klassiker. Men når SC Magdeburg spiller på hjemmebane, er de favoritter. At ville tilskrive THW Kiel favoritrollen, mener jeg ikke er i orden,” slår Henning Fritz fast.

Selvom Magdeburg har haft det svært i de seneste indbyrdes opgør mod Kiel og venter på den første sejr i fire kampe, ser den tidligere verdensmester fra 2007 hjemmebanefordelen som den afgørende faktor i en ellers åben affære:

“Med høj sandsynlighed får vi en meget åben kamp at se. Kiel vil gerne gøre det tabte point mod Flensburg godt igen. Men når jeg ser på begge holds styrker, er det et åbent opgør med en lille fordel til SC Magdeburg.”

Der er kampstart i Magdeburg klokken 19.00.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder