SC Magdeburg har måttet undvære en af holdets helt store profiler i de seneste kampe. Omar Ingi Magnusson sad ude, da Magdeburg besejrede HBW Balingen-Weilstetten med 31-30 og efterfølgende slog Füchse Berlin med 36-32 i Bundesligaen.
Den islandske bagspiller blev ramt af sygdom blot to dage efter sæsonpremieren mod VfL Gummersbach, men tirsdag kom der positive meldinger fra Magdeburg-træner Bennet Wiegert.
Efter syv dage med en infektion kunne den 29-årige islænding tirsdag for første gang træne med holdkammeraterne igen.
Det er dog endnu uvist, om comebacket allerede kommer onsdag, når Magdeburg tager hul på Champions League-sæsonen hjemme mod norske Kolstad:
“Det må vi se. Jeg håber på det, for det begynder selvfølgelig at blive lidt meget for Albin (Lagergren, red.) at håndtere den belastning,” siger Magdeburg-træneren i følge handball-world.news.
Lagergren har således fået en stor arbejdsbyrde i Magnussons fravær, og derfor vil et comeback til den islandske profil være særdeles kærkomment for de tyske mestre.
Magdeburg har samtidig fået yderligere udfordringer efter sejren over Balingen-Weilstetten. Klubben har taget “to mindre problemer” med sig fra kampen, fortæller Wiegert. Træneren ønsker dog ikke at afsløre, hvilke spillere der er tale om, men de to spillere var tirsdag ikke i stand til at træne.
SC Magdeburg møder Kolstad i Champions League-premieren onsdag. Kampen fløjtes i gang kl. 20:45.





























