Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Kæmpe minus: Norsk millionlussing efter EM på hjemmebane

Mens Danmark og Sverige tjente penge på det skandinaviske EM, stod Norge tilbage med et underskud på 9,5 millioner norske kroner. En dyr arenaombygning og manglende statstilskud blev afgørende.

Det blev ikke kun en sportslig skuffelse for Norge ved EM på hjemmebane i januar. Også økonomisk blev slutrunden en dyr fornøjelse for det norske håndboldforbund, der står tilbage med et underskud på 9,5 millioner norske kroner – svarende til omkring 6,6 millioner danske kroner.

I følge Avisen Danmark har norske VG fået underskuddet bekræftet af Norges Håndboldforbund.

Norge var sammen med Danmark og Sverige vært for EM-slutrunden og afviklede blandt andet to indledende grupper i Oslo. Her var der ellers god opbakning til kampene, ikke mindst da det norske landshold og Færøerne trak mange tilskuere.

Det var dog langt fra nok til at få regnestykket til at gå op. En væsentlig del af forklaringen skal findes i arenaen. Norge havde ikke en større indendørs håndboldarena, der kunne danne ramme om slutrunden, og derfor måtte fodboldstadionet Unity Arena i Oslo omdannes til håndboldarena. Det kostede mellem 12 og 14 millioner norske kroner.

Det samme stadion dannede også ramme om VM året før. Dengang lykkedes det faktisk det norske forbund at skabe et overskud på 3,5 millioner norske kroner. Men den økonomiske gevinst var i høj grad hjulpet på vej af et statstilskud på 10 millioner kroner. Ved EM i 2026 var der ingen offentlig støtte og det kunne mærkes på bundlinjen.

Situationen står samtidig i kontrast til de to øvrige værtslande. Mens Norge endte med et millionunderskud, lavede både Danmark og Sverige overskud på deres del af EM-slutrunden.

Ifølge Erik Langerud, generalsekretær for det norske håndboldforbund, er problemet ikke nødvendigvis manglende interesse for at afholde store mesterskaber i Norge. Tværtimod mener han, at EM skabte betydelige økonomiske gevinster for det øvrige samfund. De mange tilrejsende fans betød øget aktivitet for blandt andet hoteller, restauranter og butikker, mens håndboldforbundet selv stod tilbage med regningen:

“Når alle tjener penge på et mesterskab udover arrangøren, så er der noget galt,” siger han til VG i følge Avisen Danmark.

Det norske forbund har ellers flere store mesterskaber på vej. Norge skal blandt andet være medarrangør af kvindernes EM i 2028 og mændenes VM i 2031 – begge gange i samarbejde med blandt andre Danmark.

Men spørgsmålet er, hvordan fremtidige slutrunder skal kunne løbe rundt økonomisk, hvis Norge fortsat mangler en egnet håndboldarena og ikke kan regne med offentlig støtte. I sommer valgte Norges Håndboldforbund derfor at trække sig fra planerne om at søge værtskabet for et fælles EM for både kvinder og mænd i 2034.

Forbundet har med andre ord allerede taget konsekvensen af det økonomiske regnestykke.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder