Live – Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Klubledelse skyder tilbage på direktør og prøver at dæmpe billedet: Ikke retvisende anklage

Industria Kielce har reageret på Michal Jureckis kritik af måden, hans exit som sportsdirektør blev håndteret på. Den polske storklub mener, at beslutningen er rigtig for klubbens fremtid og vil ikke gå ind i en længere offentlig diskussion.

Industria Kielce forsøger nu at lægge låg på sagen om Michal Jurecki.

Den tidligere polske landsholdsspiller forlader posten som sportsdirektør ved udgangen af august, og efter klubbens udmelding kritiserede Jurecki offentligt måden, beslutningen var blevet håndteret på. Han skrev blandt andet, at han respekterer klubbens ret til at træffe personalemæssige beslutninger, men at han ikke oplevede at få en reel evaluering eller mulighed for at svare, før meldingen blev offentlig.

Nu har de polske mestre reageret.

Kielce skriver i en udtalelse, at klubben ikke mener, at en offentlig udveksling af synspunkter gavner hverken klubben, medarbejderne, spillerne, partnerne eller fansene. Samtidig understreger klubben, at personaleændringer er en naturlig del af en sportsorganisation.

“Michal Jureckis udtalelse giver ikke et komplet billede af situationen,” lyder det fra Industria Kielce ifølge handball-world.news.

Klubben fastholder, at bruddet med Jurecki er passende set i lyset af den fremtidige udvikling. Kielce opfordrer samtidig til, at de offentliggjorte oplysninger bliver fortolket ansvarligt.

Dermed står parterne stadig med to forskellige fortællinger. Jurecki mener, at processen manglede dialog og ordentlig intern behandling. Kielce mener på sin side, at beslutningen er taget med klubbens stabilitet og fremtidige udvikling for øje.

Den polske storklub ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. I stedet peger Kielce på, at fokus fortsat skal være klubbens udvikling, stabilitet og de bedst mulige betingelser for sportslig og organisatorisk succes.

Sagen markerer en brat afslutning på Jureckis ledertid i klubben. Han har været sportsdirektør siden 2023, hvor han stoppede sin aktive karriere, men nu slutter samarbejdet ved udgangen af august.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder