Kolstad taber første ligakamp i Sagosens fravær
Lørdag eftermiddag var der topkamp i den norske herreliga, da Elverum tog imod Kolstad.
Her var det hjemmeholdet, Elverum, som til sidst trak det længste strå og vandt med cifrene 30-28.
Kampen havde bølget frem og tilbage, og med fire minutter tilbage var stillingen 27-27.
Kolstad var uden store profiler som Sander Sagosen, Torbjørn Bergerud og Gøran Johannessen, som alle sidder ude med skader. I stedet spillede 24-årige Simen Lyse en fremragende kamp og scorede hele 13 ud af de 28 mål.
“Ser du ildlyset? Se Simen Lyse! Et eventyr!,” sagde den norske kommentator Harald Bredeli om bagspilleren.
Den flotte præstation fra Lyse var dog ikke nok for Kolstad, der nu ligger på en andenplads bag netop Elverum med 10 point. Elverum har 12 point efter seks kampe.