Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Lagt i kakkelovnen til intens fight: FHK tager imod formstærke Sønderjyske

FHK-træner Mathias Madsen forventer en fysisk fight og advarer mod Sønderjyske forud for mandagens ligabrag i Middelfart Sparekasse Arena.

Efter onsdagens pokalsejr over Grindsted og en sikret plads i kvartfinalen retter Fredericia Håndboldklub mandag aften blikket mod Herreligaen, hvor Sønderjyske Herrehåndbold gæster Middelfart Sparekasse Arena til et brag med kampstart klokken 19.00.

Gæsterne møder op i fæstningsbyen med masser af selvtillid i bagagen efter en overbevisende pokalsejr over GOG, og FHK-cheftræner Mathias Madsen forudser en hård opgave mod et mandskab i medvind:

“Vi ser frem til en rigtig spændende kamp mod et Sønderjyske-hold, som har præsteret rigtig fint – senest med en flot sejr mod GOG på hjemmebane i pokalturneringen. Så der venter en spændende, men også svær opgave for os.”

Opgøret byder samtidig på et kært gensyn med flere markante profiler med en fortid i Fredericia. Både målvogter Thorsten Fries og den hårdtskydende bagspiller Reinier Taboada trækker i den lyseblå trøje, mens Peter Nielsen i dag fungerer som assistenttræner for sønderjyderne.

“Jeg synes, der er nogle dygtige spillere på Sønderjyskes hold, og især tidligere FHK-bagspiller Reinier Taboada, som vi ser frem til at møde igen,” lyder det fra Madsen.

Cheftræneren forventer et brag præget af høj intensitet og kompromisløse nærkampe i begge ender af banen, hvor tilskuerne på lægterne kan blive udslagsgivende:

“Vi forventer en meget fysisk kamp, for det er to hold, der spiller forholdsvis hårdt, så der bliver kamp om at få åbnet hinandens forsvar. Om det bliver seks mod seks, eller om det bliver syv mod seks, der skal til, må tiden vise. Der er i hvert fald lagt i kakkelovnen til en rigtig stor fight, og jeg håber virkelig, at vores hjemmebane kan være med til at presse udeholdet til det sidste.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder