Lauge: "Det er vigtigt at huske hvorfor vi startede"
Efter 10 år i udlandet er Rasmus Lauge og familien vendt hjem til Danmark. Og selvom det i mange år har været, og stadig er et arbejde at spille håndbold, så er det - i følge Rasmus Lauge - vigtigt at huske glæden ved spillet:
“Det er rigtig vigtigt, at man sådan generelt lige husker, hvorfor det var, man i sin tid begyndte til håndbold. Vi startede jo i bund og grund, fordi vi syntes, det var sjovt at gå til håndbold, og den glæde skal vi stadig huske på og bevare,” siger Lauge til HER&NU.
Og glæden ved spillet er vigtig, for de danske håndboldherrer bruger meget tid væk fra familien, både i dagligdagen og særligt under slutrunder. Og så bruger de fleste også mange år i udlandet, væk fra alt det trygge og kendte:
“Det er superdejligt, det er en hel ny hverdag, som vi jo i bund og grund har savnet, da vi var i udlandet,” fortæller Rasmus Lauge om at være flyttet til Danmark igen.
Lauge har både spillet i THW Kiel, Flensburg-Handewitt og senest i Veszprém, før han sidste år vendte tilbage til hvor det hele startede.