Rasmus Lauge lægger ikke skjul på, at det var en tung dag i den danske lejr, da nyheden om Emil Bergholt faldt.
Bergholt har i flere kampe vist sit fighterinstinkt, og netop viljen til at bidrage gjorde meldingen ekstra svær at sluge. Ifølge Lauge håbede alle til det sidste, at skaden ikke var så alvorlig, men scanningerne efterlod ingen tvivl:
“Først og fremmest er det ærgerligt for Emil selv. Han er en kriger og vil gerne være med – ligesom alle os andre. Det var en hård melding for ham, også da han gik ud og vores læge beklageligt måtte meddele, at det var det, som scanningerne viste,” siger Lauge til TV 2 Sport.
Emil Bergholt måtte bruge natten på at vænne sig til tanken om et tidligt EM-farvel – en situation, som både lægestaben og holdkammeraterne havde frygtet.
Selvom Bergholt ikke kommer på banen igen ved slutrunden, bliver han foreløbigt i lejren og støtter holdet de kommende dage. Danmark må nu undvære endnu er vigtig brik på stregpositionen, når de i aften spiller EM-semifinale mod Island.




























