Magnus Landin var bange for manden, Danmark står overfor i aften
Der var ikke den store tvivl om, hvem der var det bedste hold, da Danmark og Tyskland mødte hinanden i OL-finalen i sommer, hvor Danmark vandt med hele 39-26.
I aften står de to hold igen overfor hinanden, når de tager hul på mellemrunden ved VM, og der er lagt op til en spændende kamp.
Der er altid lidt ekstra tænding på, når Danmark og Tyskland møder hinanden, da spillerne og trænerne kender hinanden på kryds og tværs.
Magnus Landin er en af dem, der kender den tyske landstræner Alfred Gislason ret godt, da han var træner for THW Kiel, da danskeren kom til klubben i 2018. Her blev Landin endda bange for den islandske træner.
- Da jeg kom til Kiel, var jeg rigtig bange for ham. Han havde – og har stadig – en aura. Han er en træner, der har vundet rigtig meget. Han har været på verdenstoppen længe, og han har en aura, man som ung spiller godt kan være lidt bange for, siger Landin i et interview med TV2 Sport.