Båndene mellem Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Jakobsen rækker helt tilbage til ungdomsårene på Sydfyn i GOG. Men når Füchse Berlin og SG Flensburg-Handewitt tørner sammen i den tyske Bundesliga, bliver det tætte venskab for en stund sat på pause til fordel for benhård rivalisering og verbale drillerier.
Netop fordi respekten og relationen er så stærk, bliver der ikke lagt fingre imellem i de indbyrdes dueller – hverken i tacklingerne eller i de verbale stikpiller undervejs i kampens hede.
I et interview med Se og Hør løfter Mathias Gidsel sløret for den interne tone og afslører en ret speciel bemærkning rettet mod Emil Jakobsen midt på halgulvet:
“Vi kender hinanden så godt, så der er en masse små interne dueller og en masse små stikpiller og kommentarer. Det er ikke alt, der lige virker, må jeg erkende, men jeg fik da mindet Emil om under kampen, at den croissant, han havde købt dagen før, var så tør, at det aldrig ville ske i Berlin.”





























